fbpx
 
Categories Biltest

Test: Cupra Ateca 2.0 TSI

Posted on
Test: Cupra Ateca 2.0 TSI

Mange bilmærker har en performanceafdeling, som med et trylleslag forvandler almindelige standardbiler til atletiske og bredskuldrede typer tatoveret med GTI, RS eller AMG på overarmene. Den for tiden mest populære biltype – SUV’en – skal naturligvis også pumpes.

Senest har Carlife365 testet RS-versionen af den store SUV Skoda Kodiaq, som fik smilet frem på den forventningsfulde og lidt skeptiske biltester. Nu er turen kommet til Cobra Ateca, som er Seats svar på en high-end performance bil i SUV-segmentet.

Cupra som et selvstændigt mærke

Seat har valgt at lancere Cupra som et selvstændigt mærke til performance-modellerne. De har længe lavet performance-modeller i Seat Sport-afdelingen – den hedder nu Cupra Racing.

Selve Cupra-navnet har været anvendt på bagsmækken af højt ydende Seat- modeller i flere år men altid med tilknytning til Seat som mærke. Det er altså nyt at Cupra står som et helt selvstændigt mærke. Første model er baseret på mellemklasse SUV’en Seat Ateca. Senere vil særlige Cupra-modeller komme til.

Jeg glæder mig til at følge udviklingen af Cupra. Det giver mening at køre en selvstændig linje med high-performance modeller på toppen af Seat.

Rå bagende med fire rør

Forvandlingen fra Seat Ateca til Cupra Ateca kan både ses og mærkes. Udvendigt har kofangerne fået et andet design og på bagenden afslører fire udstødningsrør, at denne bandit har lidt mere at byde på end så mange andre. De specialdesignede Cupra-fælge er jeg stor fan af. Farverne er også unikke for Cupra. Logoet er markant anderledes og den valgte kobber-farve er utraditionel.

Under testugen var der mange nysgerrige blikke, som forsøgte at afkode et logo, som ikke er set før. I farten ligner det lidt logoet fra italienske Dainese, som bl.a. producerer motorcykeltøj.
Indvendigt er bilen stort set som en Ateca men i den høje udstyrsversion FR, hvilket er godt – for det ser godt ud og den føles lækker at opholde sig i.

300 spruttende og tørstige heste

Den største forskel fra en almindelig Seat Ateca skal findes i bilens teknik, hvor performance-elementerne for alvor begynder at folde sig ud. Den 4-cylindrede motor med 300 heste er en virkelig hidsig type, og giver du den tæsk, flytter den Cupra Ateca fra 0-100 km/t på blot 5,2 sekunder. Firehjulstrækket sikrer dig et godt vejgreb og bilen føles i virkeligheden slet ikke som en SUV med plads til 5 personer og en hulens bunke bagage i det 485-liter store bagagerum.

Sving er sjove i en Cupra Ateca og du får i det hele taget lyst til at tage den på en lukket bane og lege. Den sportslige undervogn koster dog lidt på komforten, hvor bump på vejen godt kan mærkes.

Selv om lyden fra den 4-cylindrede motor skuffer en smule – ja, jeg kunne altså godt bruge lidt mere brum – så får du en racer-agtig sprutten fra udstødningen, som lyder fedt. Den her bil er altså lidt af en vildbasse. Og jo mere du presser Cupra Ateca og leger med den, jo mere drikker den. Jøsses hvor den suger, når du giver den gas.

Veludstyret med racer gimmics

Cupra Ateca er veludstyret og minder mig på mange måder om FR-versionen af Seat Ateca, som er den mest veludstyrede model i programmet (læs test af Seat Ateca FR her). Men Cupra Ateca adskiller på nogle områder, hvor bilens racer DNA bliver synlig.

Fx har Cupra Ateca et særligt ”Cupra” køreprogram i bilens køreindstillinger. På den trykfølsomme skærm i midten på instrumentbrættet kan du vælge en ”laptimer” og se sport-informationer med bar, g-effekt og kW. Alt sammen meget bane-agtigt og et vink med en vognstang om, hvad bilens potentiale er.

Klar til baneræs? Cupra Ateca sørger for, at du kan udfordre dine egne såvel som bilens “skills”.

En nichebil

Cupra Ateca er i bund og grund en velfungerende og rummelig familiebil i mellemklasse SUV-segmentet tilført et kraftigt stænk race DNA. Men race DNA har en pris og Cupra Ateca er en dyr sag. Den eneste udgave i programmet (2.0 TSI 300 HK 4Drive DSG7) koster hele 655.472 kr. Og skal du have performance-bremser og sportssæder, er det ekstraudstyr til hhv. 28.900 kr. og 30.000 kr.

En Skoda Kodiaq RS står til samme basispris med sportssæder, mere plads og en rigtig fed motorlyd (læs testen her hvor du også kan høre motorlyden). I samme prisleje har du også adgang til premiummærker – en Land Rover Discovery Sport koster fra 623.880 kr.

Udbredelsen af Cupra Ateca bliver næppe enorm. Køb den fordi du synes det er fedt, at den vækker opsigt som nichebil med det kobberfarvede Cupra logo. Og fordi den er en anderledes racer på vejen. Jeg lover dig, at der bliver kigget, når du triller forbi.

Du kan prøve Cupra Ateca hos en af de tre forhandlere i landet (Viby, Odense og Taastrup).

Cupra Ateca specifikationer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet