Categories Biltest

Test: VW T-Roc Sport

Posted on
Test: VW T-Roc Sport

Volkswagen har med T-Roc ramt det, som rigtig mange danskere efterspørger: En kompakt crossover med høj siddehøjde, gode køreegenskaber og attraktivt udstyr. Efter godt et år på markedet, sælger den lige så godt som den populære storebror, VW Tiguan.

VIDEO: Kort gennemgang af VW T-Roc ude og inde

Biler med mere kant fra Volkswagen

VW T-Roc ligner ikke en typisk Volkswagen. Det er som om, at de i Wolfsburg har fået mere mod og lyst til forsøge sig med biler, som er mere sexede. Se bare på modellen Arteon. VW T-Roc er i den testede udgave godt pimpet i Sport-udgave med R-Line styling. Og for at gi’ den endnu mere gas, står den i en frisk orange metallak, som jeg må indrømme, passer godt til bilen. Der er noget ungdommeligt over VW T-Roc, og jeg føler mig mindst 10 år yngre i selskab med denne bandit. Det er ret godt gået af Volkswagen.

VW T-Roc

Hård plast

VW T-Roc adskiller sig også på andre områder fra de øvrige Volkswagen modeller. Inde i kabinen ligner den ved første øjekast alle de andre, men når du får fat i materialerne, møder du flere steder hård plast, som er under det niveau, vi plejer at se fra Volkswagen. Heldigvis er de ting, du er mest i kontakt med, udført i en bedre kvalitet. Rat, gearknop og knapper er lækkert udført. Start/stop-knappen kan jeg genkende fra Audi.

Lækker skærm

Bilens infotainment system styres fra en 8” trykfølsom skærm. Kvaliteten er høj og den er meget let tilgængelig med en intuitiv brugerflade. Navigation er ekstraudstyr. Det kan tilvælges i en DK navigationspakke, hvor dansk tale dog ikke er understøttet. Til gengæld får du bl.a. skiltegenkendelse og DAB+ med i pakken. Fra skærmen har du også adgang til bilens bakkamera, hvis dette er valgt til. Bakkamera får du i en anden DK pakke, som også rummer forsæder med lændestøtte, App-connect samt multifunktionslæderrat.

VW T-Roc
Velindrettet førerplads med 8″ trykfølsom skærm. Digitalt display er standard i Sport-udgaven.

Vinder på det ydre – men har indre kvaliteter

På de udvendige mål er T-Roc marginalt større end en Golf. I kabinen føles særligt bagsædet dog mindre. Bagagerummet sluger 445 liter, og er større end det, vi finder i Golf. Så er VW T-Roc i virkeligheden en høj Golf? Både og. Den er baseret på samme platform som Golf, men bilen står i min optik med sin helt egen identitet. Det er i de små designdetaljer, at T-Roc får sin appeal. Det er alt lige fra LED lygterne til den gennemgående aluliste på siden af bilen. Bonus i kabinen er den høje siddehøjde, som giver et godt overblik i trafikken. Dette værdsættes særligt ved bykørsel.

VW T-Roc
VW T-Roc står med sin helt egen identitet. Den er ikke bare en høj Golf.

Topversion med firehjulstræk

I den testede udgave, har jeg 190 hk at gøre godt med. Det er benzinversionen med 7-trins DSG automatgear og permanent firehjulstræk (4MOTION). Det gør T-Roc til et agilt og adræt bekendtskab. Den er virkelig underholdende at køre i, og du kan slet ikke lade være med at udfordre den i kurver og sving eller ved accelerationer. Ved et trafiklys oplevede jeg, at en yngre fyr i en VW Polo GTI ville ræse om kap ved grønt lys. Invitationen blev dog afvist, da Østerbrogade ikke er egnet til den slags.

Ved motorvejskørsel er fornøjelsen ligeledes stor. Der er god komfort og lydniveauet er behageligt. VW T-Roc er i virkeligheden er god allrounder til det kørselsbehov, de fleste har. Og ja, det er en firehjulstrækker med lidt ekstra højde og offroad egenskaber, men mit bud er, at langt de fleste ikke kommer til at anvende dette.

VW T-Roc
VW T-Roc falder godt ind i urbane miljøer.

Desværre er benzinøkonomien i den testede version udfordret. Jeg præsterede et gennemsnitsforbrug lige omkring 12 km/l – den er opgivet til 14,9 km/l ved blandet kørsel. Det skal dog siges, at jeg på infoskærmen løbende fik brændstofbesparende tips, som jeg ignorerede på det groveste.

Flere modeller at vælge imellem

Der er et bredt udvalg af benzin- og dieselmotorer, som har en noget bedre brændstoføkonomi. Indstigningsmodellen med 1.0 TSI benzinmotor har 115 hk og kan præstere 19,2 km/l ved blandet kørsel. Vælger du den mindste dieselmotor 1.6 TDI, får du ligeledes 115 hk og et brændstofforbrug på 23,3 km/l ved blandet kørsel.

Vi skal til at vænne os til nye udstyrspakker fra Volkswagen. Med T-Roc kan du vælge mellem City, Style og Sport. Style og Sport er de pakker, som kan kombineres med flest motorer. City er kun muligt til den mindste benzinmotor. Her er startprisen 237.897 kr. Du har ikke mulighed for at vælge DK-pakkerne til City med undtagelse af DK navigationspakken. Mit råd er, at du går uden om denne model.

Jeg har prøvet Sport versionen, hvor listen med standardudstyr er rigtig lang. I tillæg til standardudstyret anbefaler jeg at vælge DK pakken med bakkamera (6.998 kr.) samt DK komfortpakken 10.998 kr.). R-line kombipakken giver lidt mere ”lækkerhed” men koster også 30.996 kr. Sport versionen med firehjulstræk og automatgear kan du få fra 373.994 kr.

VW T-Roc
R-Line styling ser godt ud og kan købes i en kombipakke for 30.996 kr.

Let’s Roc

Efter en uge i selskab med VW T-Roc, har jeg fået et rigtigt godt indtryk af bilen. Den ligger godt til i salgstallene, og det er der en god grund til: Du får en crossover med kant og går du lidt op i motorstørrelse og udstyr, er bilen et attraktivt alternativ, hvis du synes, at Tiguan er for stor. I min optik spiller den også op som værdig modstander til fx Audi Q2. Eller den kan være den bil, du vælger, hvis Golf’en bliver for kedelig.

Skal det være mindre og billigere og stadig komme fra Volkswagen, lanceres der i foråret 2019 en lillebror til VW T-Roc. Den hedder VW T-Cross og lanceres til startpriser lige under 200.000 kr. Den kan du læse mere om her.

Oplev mere VW T-Roc her og se flere detaljer om udstyr, modeller og priser.

VW T-Roc
LED lygter er med til at give karakter til VW T-Roc.

VW T-Roc
God plads foran – mindre prangende ved bagsædet. 

VW T-Roc
Bagagerummet sluger 445 liter – lidt større end i VW Golf.

 

Foto: Thomas Saks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet