”Hvordan endte jeg egentlig her? Det spørger jeg tit mig selv om. Jeg har ikke altid vidst 100 %, hvad jeg ville med min karriere, men jeg har et nysgerrigt og idérigt sind og en go-do-mentalitet. Som udgangspunkt kan alt lade sig gøre – det er kun et spørgsmål om vilje”, indleder Casper Svanemose, Marketing Manager hos Continental dæk i Danmark.
”Mit første rigtige job efter studietiden var som Marketingkoordinator hos Brøndby IF. Det lå på en måde lidt i kortene, for jeg har hele min barndom boet 500 meter fra stadion. En karriere som fodboldspiller var ikke inden for rækkevidde, så det blev ”the second best thing”.
I Brøndby IF var opgaven at få lokket så mange folk på stadion som muligt – og hvordan gør man lige det? Jeg hentede meget inspiration fra YouTube og mine omgivelser, og fandt en ny måde at sætte det sammen på. Der var sjældent langt fra tanke til handling, og hurtig eksekvering var afgørende for at få tingene til at lykkes, fortæller Casper.
Hos Continental ventede en ny udfordring: Hvordan får man dæk til at være interessant nok? Sammen med sin daværende chef indledte Casper en transformationen for at finde frem til de helt rigtige budskaber.
”Det har været en stor opgave, for dæk er i sin essens bare ikke særlig sexet, med mindre det er Formel 1 eller noget i den stil. Men faktum er, at dæk handler om sikkerhed, og ”Sikkerhed Starter Med Dækket”. Det er sådan, vi tænker og agerer i Continental, og det er helt centralt i alt, hvad vi gør, uanset om det er i forhandlerledet eller til forbrugeren”, forklarer Casper.
Han startede som Marketingkoordinator og er i dag Marketing Manager med et dedikeret og dygtigt team. Inspirationen hentes fra alle mulige brancher, markeder og kilder, og sammensættes så ”Sikkerhed starter med dækket” kommer ud og leve.
Hvilken bil var din første?
Jeg er en af dem, der var bidt af VMAX og ”The Fast and the Furious”, så jeg begyndte allerede som 15-årig at spare op til en bil. Det var nok mere et tilfælde end et Joachim Stender øjeblik, men jeg valgte en Peugeot 106 Rallye. En mega sjov bil med langt flere heste, end den burde have.
Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg var på vej til den sydlige del af Sjælland, og regnen væltede ned. På en motorvejstilkørsel gav jeg den lidt gas, og det resulterede i, at jeg kommer glidende ud på motorvejen. Heldigvis vidste jeg lidt om kontrastyring og redder den, inden det går galt. Den glidende entre siger lidt om uvisheden i en 18-årig knægts sind om dæk, sikkerhed og vådt føre.
Jeg kørte på pænt nedslidte dæk, som så seje ud, men havde enormt dårligt vejgreb. Den oplevelse satte sig i mig, og det er lidt paradoksalt, at jeg nu har ansvaret for at formidle, at sikkerhed starter med dækket.
Hvad kører du i nu – og hvorfor har du valgt den?
For tiden kører jeg i en VW ID.4 med plads til hele familien og vores hund. Vi har et kørselsmønster, der passer perfekt til elbil. Det er faktisk den bil, jeg har været mest glad for.
Jeg interesserer mig meget for gadgets og teknologi, og kunne bilen køre selv, ville jeg være all-in. Jeg glæder mig til at opleve, når det sker.
Gennem mit job får jeg af og til adgang til at prøve dæk på racerbaner rundt omkring i Europa, så der får jeg et skud adrenalin i et kontrolleret og sikkert miljø.
Er du til køb, leasing, firmabil eller abonnement?
Min kone og jeg har to biler – en firmabil og en købt bil. Hvis vi skulle skifte den købte bil, ville vi nok vælge samme anskaffelsesform igen.
Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?
Hvis jeg kigger helt ind i kernen af Casper, er det nok en god blanding. Med hjertet handler det om at føle, at bilen viser en del af mig og den person, jeg gerne vil være. Med hjernen er det mere den daglige anvendelse, hvor bilen skal passe til familiens behov.
Hvilken bil drømmer du om?
Det nemme svar er en fed Lamborghini Huracan eller noget i den stil. Det mere realistiske vil nok være en Ford F150 Lightning. Det er på mange måder en skør bil, og den stikker virkelig ud på de danske veje, hvor størrelsen absolut ingen mening giver. Men tanken om at køre den synes jeg er sjov. Især den dag, jeg rullede over kantstenen hjemme i villakvarteret og kunne se naboens måbende ansigt.
Hvad ser du som den største udfordring i danskernes mobilitet lige nu?
Arh, den er svær. Mit svar bliver nok lidt filosofisk. Den største udfordring er måske, at vi er så mange, der kører alene rundt i biler og fylder vejene helt op. Og vi gør det i samme tidsrum, hvor de fleste kører på arbejde mellem kl. 8-9 om morgenen. Det er jo egentligt helt skørt.
Hvis vi zoomer ud og ser på det i en bredere og mere sundhedsfaglig helhed, ville jeg ønske, at flere cyklede eller brugte en anden form for transport i hverdagen. Det ville der komme meget godt ud af på så mange planer.
Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?
Jeg tror, at vi er mange flere, der kører elbil. I konceptbiler opnås 1.000 km i rækkevidde allerede nu, og de første biler med 450 kW opladning er på vej. Når den teknologi bliver mere tilgængelig for flere, tror jeg, at de sidste kommer med. Særligt dem hvor lang rækkevidde og lynhurtig opladning virkelig betyder noget for at hverdagen hænger sammen.
Når det er sagt, så tror jeg også, at det big time kommer til at afhænge af prissætningen. Vi danskere kan godt lide en ”god pris”, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at elbilernes indtog i danskernes mobilitet er drevet af, at man kan få en super fed bil med avanceret teknologi til betydeligt færre penge end en bil med benzin- eller dieselmotor. Der er simpelthen penge at spare på afgiften.
Rent fagligt håber jeg, at forbrugerne er opmærksomme på, at dæk også handler om sikkerhed, rullemodstand og rækkevidde.
casper svanemosecontinental dæksikkerhed starter med dækketugens profil