Vi har set den som konceptbil, og nu er den klar til produktion. Mød Audi A6 e-tron, der fås som Sportback og Avant. Danske priser er endnu ukendte.
Rækkevidde over 750 km
Mens vi er vant til Avant-udgaver af A6, er det nyt med Sportback. Netop den form er interessant i forhold til aerodynamik i en elbil, og bilen imponerer da også med en cw-værdi på blot 0,21.
Sammen med en ny platform, som deles med Q6 e-tron, er det bl.a. med til at sikre en rækkevidde på over 750 km.
Ligesom med Q6 e-tron, har Audi arbejdet videre med kørelyset som en del af bilens designsprog.
Lygterne har et tredimensionelt design og tilbyder bl.a. 8 digitale lyssignaturer og anden generation af de digitale OLED-baglygter, der kan vise symboler i forhold til en trafiksituation – fx en pludselig opbremsning.
Helt ny kabine med stor digital løsning
Interiøret i Audi A6 e-tron har en digital brugerflade i tre dele. MMI-panoramadisplayet består med sit buede design og OLED-teknologi af det 11,9″ virtuelle Audi cockpit og det 14,5″ MMI-touchdisplay. Derudover fås et 10,9″ passagerdisplay som ekstraudstyr.
Et avanceret head-up display viser relevante oplysninger som hastighed, trafikskilte, assistent- og navigationssymboler. Man kan vælge virtuelle sidespejle som tilvalg.
Stort batteri og hurtig opladning
Platformen har et lithium-ion-batteri på 94,9 kWh (100 kWh brutto) med en rækkevidde på over 750 kilometer i A6 Sportback e-tron og over 720 kilometer i A6 Avant e-tron.
Audi A6 e-tron performance har en systemeffekt på 270 kW med baghjulstræk.
Performancemæssigt er topfarten 210 km/t og acceleration fra 0-100 km/t er 5,4 sekunder.
S6 e-tron quattro har en systemeffekt på 370 kW (405 kW med launch control) og kan accelerere fra 0-100 km/t på 3,9 sekunder. Tophastigheden er 240 km/t. Her er rækkevidden over 670 km i S6 Sportback e-tron og over 640 kilometer i S6 Avant e-tron.
Begge varianter er tilgængelige ved lanceringen som Sportback og Avant. Yderligere modeller med baghjulstræk eller quattro firehjulstræk følger på et senere tidspunkt.
800-volts-teknik kan lade op til 310 kilometers ekstra rækkevidde på kun 10 minutter. 10-80 % klares på 21 minutter. Det sikres bl.a. en intelligent og forudseende termostyring. Det går Audi A6 e-tron til en oplagt familie- og firmabil, hvor der er brug for at kunne køre lange stræk.
Kan bestilles i september 2024
Bakkamera, vejskiltebaseret hastighedsbegrænser, kamerabaseret vejskiltegenkendelse, adaptiv fartpilot, parkeringsassistent plus med afstandsvisning og forstyrrelses- og træthedsadvarsel kommer som standard ved markedsintroduktionen.
A6 e-tron og S6 e-tron, begge som både Sportback og Avant, kan bestilles i september 2024 og lanceres på det danske marked omkring årsskiftet.
Danske priser, rækkevidde, forbrug og udstyr er ikke fastlagt endnu.
Foto: Audi