En rummelig elektrisk SUV med plads til syv og en rækkevidde op til 600 km bliver syvende model i strømmen af elektriske EQ-modeller fra Mercedes-Benz.
EQS SUV har samme lange akselafstand på 3,21 meter som EQS men er 20 cm højere. Det giver dels mere plads i kabinen og en større frihøjde, som ledsages af specifikke offroad køreprogrammer. Forsæder og anden sæderække kan justeres elektrisk og bagagerummet sluger mellem 645-880 liter afhængig af sædernes indstilling. Lægges sæderne helt ned er der plads til hele 2.100 liter.
Ligesom i EQS er der den store MBUX Hyperscreen, der breder sig på tværs af cockpittet. Vi har oplevet det i EQS og det ser godt ud og er nemt at betjene. Luftaffjedring og baghjulsstyring er standard.
Ved høje hastigheder drejer baghjulene synkront med forhjulene, så bilen i praksis kører sidelæns ved eksempelvis vognbaneskift. Ved lave hastigheder drejer baghjulene modsat af forhjulene, og det giver en kortere vendediameter helt ned til 11 meter.
DIGITAL LIGHT forlygterne, som kendes fra både EQS, EQE og S-Klassen, fås også til EQS SUV.
EQS SUV klarer op til 600 kilometer på en opladning og kan lynlades med en effekt på op til 200 kW.
Den introduceres i Danmark i slutningen af 2022 og fås i første omgang i longrange-varianten EQS 450+ SUV med baghjulstræk og 360 hestekræfter, mens foreløbig kraftigste version bliver EQS 580 4MATIC med firehjulstræk og 544 hestekræfter.
Foto: Daimler AG