Ford Explorer er en gigantisk syvsæders plug-in hybrid med 42 km elektrisk rækkevidde, V6-benzinmotor og alt i udstyr. Med terrænegenskaber og mulighed for 2.500 kg på krogen burde der være et publikum til sådan en bil i Danmark. Vi undersøger sagen nærmere i denne test.
Kæmpen Explorer
Da jeg henter pressebilen er det svært ikke at spotte den blå Explorer på parkeringspladsen ved forhandleren. Kæmpen får mellemklassebiler som Kuga og Mach-E til at ligne små dværge, og da jeg har hentet nøglen og skal ind i bilen, bliver jeg lidt overrasket over, hvor meget man egentlig stiger op for at komme ind. Wow den er virkelig stor den bil.
Den første del af turen foregår ved ren eldrift. Det føles spøjst at køre den store bil med så lidt lyd, og det varer ikke længe, inden jeg skifter drive mode, så jeg kan få lidt lyd fra den store V6-benzinmotor. Den lyder godt!
Samlet set er der 457 hk og 825 Nm at gøre godt med, og den kan trække fra 0-100 km/t på 6 sekunder. Topfarten er 230 km. Jeg skifter til hybrid mode for at se, om Explorer klarer denne disciplin ligeså godt som lillebror Kuga PHEV, der er olympisk mester i smoothness. Her er Explorer ikke lige så raffineret, og jeg indser, at det er en mere rå børste, jeg har med at gøre. Og forslugen er den også. Den elektriske rækkevidde får hurtigt ben at gå på – max 30 km i testen – og når det lille 13,6 kWh litiumionbatteri har givet hvad det kunne, sluger benzinmotoren snildt hvad der svarer til et forbrug på 8-10 km/l.
Styretøj, speederrespons og bremsedosering virker upræcist og undervognen har lidt svært ved at bestemme sig for, hvad den vil. Automatgearkassen med 10-trin gør det ikke meget bedre. Det hjælper heldigvis lidt på køredynamikken at sætte den i sport mode. Der er 7 drive modes at vælge imellem, og der er reelt forskel på, hvordan bilen kører i de forskellige indstillinger, så husk at skifte alt efter behov.
Som cruiser går bilen an, men heller ikke her er kørekomforten helt i top. Undervognen virker for urolig til at det bliver max behageligt. Lidt terrænkørsel på skovveje viser dog, at den klarer sig ret godt her. Man kan åbenbart ikke få det hele i Ford Explorer, eller kan man?
Komplet standardudstyr
Udstyret er der ikke noget at klage over, for Explorer ST-Line har stort set alt, hvad du har brug for. Kvalitetslyd fra B&O, panoramatag og el-nedfældelige bagsæder på sidste sæderække løfter det samlede indtryk.
Her er også håndfri og sensoraktiveret bagklap, 20″ alufælge, mørktonede ruder bag, 3-zoners automatisk klimaanlæg, multivejs eljusterbare forsæder m. varme, ventilation og massage, opvarmet forrude, sædevarme på anden sæderække, 12,3″ display i instrumenthus, 10,1″ lodret touchskærm, trådløs mobiloplader 4-vejs eljusterbart læderrat m. varme og paddle shifts.
Listen med assistent- og sikkerhedssystemer er ligeså lang, så stort flueben her.
Alt udstyret kan nydes i den rummelige kabine, hvor passagerer sidder behageligt på alle pladser og har et eminent godt udsyn. Mens bilens størrelse kommer passagererne til gode, kan føreren godt få lidt sved på overlæben, når bilen skal parkeres i et snævert parkeringshus eller navigeres rundt i travle gader i byen. Her kommer man helt automatisk til at køre helt stille og roligt, så man er sikker på, at alt går godt.
(For) høj pris
Og hvad koster sådan en stor, stærk og suverænt godt udstyret cruiser så? På trods af at det er en plug-in hybrid, er tallene i CO2 regnskabet ikke gode nok til at sikre en klækkelig afgiftsrabat, så listeprisen lander på den forkerte side af 1,2 mio. kr.
Alene prisen vil skræmme mange væk, for her vil godtfolk kræve et premium brand, når først millionen passeres. En mindre Kia Sorento plug-in hybrid, som også har syv sæder, fås til under det halve, så Explorer har lidt at slås med både i både den ene og anden retning.
Bilens plusser er klart plads og udstyr – og den ser godt ud! En trækkapacitet på 2.500 kg er for nogen også et stort plus i bogen. Men køreegenskaberne er en pose blandet bolcher. Her gør Explorer det ikke decideret dårligt – men heller ikke super godt.
Specifikationer Ford Explorer Plug-in Hybrid ST-Line
- Motor 3,0 V6 (PHEV)
- Gearkasse: 10-trins automatgear
- Samlet ydelse: 457 hk
- Drejningsmoment: 825 Nm
- Elektrisk rækkevidde: 32,3 km/l (WLTP)
- CO2-udledning: 71 g/km (WLTP)
- Trækvægt: 2.500 kg.
- Dimensioner: 5.050 mm længde x 2.004 mm bredde x 1.778 mm højde
- Bagagerum: 240 (7-sæders) – 635 (5 sæders) liter
- Batteriet oplades med strømstik og via regenerativ bremsning.
Foto: Thomas Saks
7 sæderford explorerford kugakia sorento phevplug-in-hybridsuv