fbpx
 
Categories Branchenyt - vi elsker biler

Derfor er sikkerhed bag rattet vigtigt for mig

Posted on
Derfor er sikkerhed bag rattet vigtigt for mig

Hvilken betydning har dæk for sikker kørsel? Kan en bil blive hacket? Og hvorfor er det egentligt, at vi slukker for hastighedsalarmer i moderne biler? Vi stiller skarpt på emnet sikkerhed inden for dæk, biler, software og AI med tre personlige og inspirerende beretninger fra førerende aktører i branchen.
Reklame for Continental Dæk Nordic.

Carlife365 møder Casper, Rikke og David til en snak om sikkerhed bag rattet

Thomas: Hvilken betydning har dæk for sikkerheden?

Casper: Det er nok det, man som forbruger tænker mindst på i købsrejsen, når man skal have ny bil. Der bliver mere kigget på, hvad man kan få af ekstraudstyr i bilen. Perceptionen er, at dæk er dyre, og så tager man, hvad der er.

Men sagen er, at bilens kontakt med vejen svarer til noget, der er på størrelse med fire postkort. Så du kan have nok så fine sikkerhedssystemer, men det hjælper ikke, hvis du har dårligt producerede dæk på bilen, eller hvis de er nedslidte, så du ikke kan bremse. Her gør kvalitetsdæk med korrekt mønster en stor forskel.

Thomas: Hvordan ved man, om man kører på sikre dæk?

Casper: Man skal ikke købe for billigt. Pris og kvalitet hænger sammen, så gå efter premium dæk. Du skal sørge for, at dækkene ikke er slidt ned. Jo dybere riller jo mere vand kan der flyttes, og det kan overføres direkte til mere sikker kørsel.

Husk at tjekke lufttrykket i dækkene, for der er ikke slanger i, så luften siver ud over tid. Det er især vigtigt at tjekke lufttryk, hvis du skal køre med en tungt pakket bil på ferie. Kører du med forkert dæktryk er sikkerheden ikke så god, og du slider dækkene hurtigere.

Dækket må heller ikke være for gammelt. Det er lidt ligesom et par godt brugte gummisko. Her bliver sålen med tiden hård og mister sin elasticitet. Er dækkene 4-6 år gamle, skal man ikke være så bekymret, men er de over 10 år, skal man finde noget nyt.

Du kan finde inspiration i de forskellige dæktest. Gå efter dæk i top 3 – så er du godt stillet.

Thomas: Hvordan sikrer Continental, at dækkene er så sikre som muligt?

Casper: Det tager typisk 4 år og et team på 30-50 personer at udvikle, producere og teste et nyt dæk. Vi har rigtig mange ingeniører ansat, som kigger på, hvordan vi tager et dæk, der er i forvejen er godt, og gør det endnu bedre.

Vi har et fuldt automatiseret testanlæg, hvor underlaget kan skifte i forhold til grovheden i asfalten eller temperaturen. Her bliver en bil trukket rundt 24 timer i døgnet styret af en computer. Ingeniører kører også selv og tjekker blandt andet hvor meget dækkene larmer indenfor og udenfor.

Thomas: Har du selv oplevet, hvad der sker, hvis man kører på dæk, der ikke er sikre?

Casper: Som 18 årig købte jeg en rød Peugeot 106 Rallye med hvide fælge, så jeg kunne køre til og fra gymnasiet. Jeg købte den, fordi den var hurtig og så fed ud – total Vmax i stilen – og tænkte dengang ikke rigtigt over, hvilke dæk der var på den. Og de var altså pænt slidte.

En regnfuld aften skal jeg ud og besøge nogle venner. Ved en tilkørsel på motorvejen træder jeg speederen i bund, og inden jeg ser mig om, skrider bilen, og jeg kører sidelæns ud på motorvejen. Jeg får kontrastyret og redder den, men det var ekstremt ubehageligt.

Det var første gang, jeg tænkte på dæk, og hvor vigtigt det er i forhold til sikkerheden. Så husk at købe nogle gode dæk.

Thomas: Hvordan sikrer Volvo, at sikkerheden er i top for alle i bilen?

Rikke: Sikkerhed er vores kerne DNA, og når vi udvikler biler, er sikkerhed det primære fokus fra start. Volvo har for eksempel indført sikkerhedsselen, som alle kører med i dag, og mange andre sikkerhedssystemer udspringer også fra Volvo.

Vi har vores eget sikkerhedscenter i Göteborg, hvor vi crash-tester vores biler. Vi har også et team i Sverige, som rykker ud til de rigtig slemme ulykker, hvor der har været en Volvo involveret. Her analyseres ulykken, og det bliver brugt i udviklingen af sikkerheden i de nye biler.

Vores mål er, at ingen skal dø i en Volvo, og vi har også rigtig meget fokus på de bløde trafikanter uden for bilen.

Thomas: Hvilke tiltag arbejder Volvo med lige nu?

Rikke: Vi kigger rigtig meget på distraktion – altså hvis du for eksempel sidder og tjekker mails på din mobiltelefon, mens du kører. Her er opgaven at sikre, at føreren har fokus på at køre bil.

Vores driver awareness alert er udviklet for at give dig en besked, hvis dine øjne ikke er opmærksomme på at køre bil.

Der er en balance i, at systemerne ikke skal blive distraherende i sig selv. Her arbejder vi meget med at designe lydene, så de ikke bliver alt for irriterende eller stressende.

Jeg er tilhænger af de nye regler fra EU om øget sikkerhed, og jeg forstår faktisk ikke helt, hvorfor folk slår sikkerhedssystemerne fra.

Personligt slår jeg det ikke selv fra, for meningen er jo netop, at man bliver opmærksom på fart og distraktion, og skaber en adfærdsændring. Jeg oplever, at man ret hurtigt vænner sig til systemerne og de alarmer, der er.

Thomas: Har du personligt oplevet, at et sikkerhedssystem har reddet dig i en farlig situation?

Rikke: Måske ikke en farlig situation som sådan, men jeg er meget glad for særligt en ting. Jeg bor i byen og parkerer min bil et sted, hvor der er rigtig mange cyklister. Her er det en stor hjælp, at bilen har ekstra øjne, når jeg skal bakke, så jeg får hjælp til at spotte cyklister og fodgængere.

Thomas: Ser du nogle problemer i, at biler er forbundet og indsamler data?

David: Både ja og nej. For mig er det lidt en diskussion om, hvornår noget er for ”the greater good” eller hvornår det bare er for at tjene penge i kommercielle henseender. Det er ikke sort og hvidt, og der er både ting der taler for og imod.

I udgangspunktet er bilens overvågning og det data, den indsamler, til for at forbedre bilen for dig. Det kan give os en bedre brugeroplevelse og højere sikkerhed.

Data er guld og bilerne kan samle data på stort set alt. Faren er, at det kan blive opfattet som et overvågningssamfund. Vi lever i en tid, hvor der bliver mere og mere overvågning, og teknologien bliver bedre til at opfatte alt, hvad der sker omkring os.

Kommercielt er der mange, der gerne vil have fingrene i det data. Intet er gratis – hvis ikke du betaler med penge så betaler du med data. Til gengæld får du nogle funktioner tilbage og noget sikkerhed. Sådan er det!

Thomas: Kan en bil blive hacket ligesom en computer eller mobiltelefon?

David: Der har ikke været sager en til en, hvor nogen har gjort det ondsindet. Men for nogle år siden prøvede WIRED at hacke en Ford Explorer for at se, hvad der var muligt.

Bilen havde internet og to hackere fik tiltusket sig adgang til bilen. De kunne sætte musik på og starte vinduesviskerne. Endnu værre var, at de kunne stoppe bilens motor, mens den kørte på en motorvej.

Det er vildt at tænke på, at man kunne gøre det på en bil, som på det tidspunkt ikke var så avanceret med forbundet software.

Thomas: Hvad kan man gøre for at sikre, at andre ikke får adgang til sin bil?

David: Noget af det helt afgørende er, at der er to-faktor godkendelse på alt, hvor du logger ind på. Det øger sikkerheden. Ét er at bilen kan hackes, men med digitale nøgler kan man jo potentielt også stjæle den.

Teknologien kommer til at hjælpe os på den måde, at du bliver genkendt i bilen, og så logger den dig automatisk ind, når du sætter dig bag rattet. Der er vi bare ikke helt endnu.

Thomas: Har du oplevet at software og AI har givet dig mere sikker kørsel?

David: AI bliver brugt super meget. Der er mønstergenkendelse, datasamlinger og meget mere. I forhold til sikkerhed hjælper AI med at forstå, hvordan du kører. På sigt lærer bilerne meget mere om, hvem du er, og indstiller den efter netop dig. Det bliver en mere personlig oplevelse med potentiale for at øge sikkerheden.

Thomas: Du ved meget om tech, og hvis vi kigger på bilen, er der så én ting, som virkelig har imponeret dig?

David: Der skal egentlig ikke så meget til at imponere mig, og i forhold til mange assistent- og sikkerhedssystemer i biler, er jeg nok desværre blevet mere skuffet end imponeret.

Men jeg oplever, at head up displays er blevet virkelig gode. De mest avancerede viser dig lige præcis den info, du har brug for, og guider dig med pile i navigationen.

Sammen med en velfungerende stemmestyring, kan det nærmest overflødiggøre at kigge væk fra vejen. Så er det digitale cockpit og infotainmentskærmen mere sekundært.

Ulempen er, at de mest avancerede er dyre, så det er ikke noget, der kan komme alle til gode lige nu.

Det er ikke alle stemmestyringssystemer, der spiller, men det er blevet meget bedre. Når ChatGPT bliver fuldt integreret, får vi et kæmpe løft med stemmestyringen, for den er virkelig god til at lytte og forstå, hvad du siger og vil. Det kommer til at blive en game changer.

Foto: Anders Richter

2 kommentarer

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet