Site icon Carlife365

Elektrisk Volkswagen “rugbrød” fra 1964

Copyright: robert-kerian

I det trendsættende Californien har virksomheden Zelectric specialiceret sig i at restaurere ældre VW og Porsche modeller og forvandle dem til retro elbiler.

Ikke et helt almindeligt VW ”rugbrød”

Et særligt vellykket projekt er Volkswagen ”rugbrød” fra 1964, som har gennemgået en forvandling med ny elektrisk motor, bremser og ophæng samt en fuld opdatering af det kosmetiske.

Batterierne er placeret under sæderne. De er relativt tunge og vejer omkring 250 kg. Da den nye elektriske motor vejer mindre end den oprindelige benzindrevne motor, bliver bilen kun marginalt tungere.

En lidt sjov detalje er, at døren ind til hækmotoren er fjernet, så man kan kigge direkte ind til elmotoren. Det er en sjov gimmic, som understreger, at dette ”rugbrød” ikke er et helt almindeligt et af slagsen.

En bil til entusiaster med tålmodighed

Det tager omkring 8 timer at gennemføre en fuld opladning. Rækkevidden er 100-130 km på en opladning. En ombygget VW skal derfor ses som en bil til hyggeture rettet mod entusiaster inden for klassiske biler (eller hardcore elbil fans). Det skal være passionen som driver interessen. Til hverdagsbrug vil den næppe være optimal.

Køreegenskaber er et mix at nyt og gammelt

Ifølge Zelectric er køreoplevelserne anderledes end i det oprindelige ”rugbrød” fra 1964. Den største og mest markante ændring er naturligvis lyden. Det elektriske ”rugbrød” har i sagens natur ikke den klassiske ”rugbrødsmotorlyd”, hvilket for nogle vil være en vaskeægte skandale. Affjedringen er mere komfortabel. Styretøj og bremser minder nok mere om det, som originalen kom med. Det elektriske ”rugbrød” står med 80 hk og har dermed lidt mere at gøre godt med end originalen med 51 hk.

En ombygning tager 4 måneder

En af grundene til at Zelectric fokuserer på Volkswagen og Porsche er, at det er nemmere at skaffe nye dele, når bilen skal opgraderes og moderniseres.

Det tager typisk 4 måneder at ombygge en bil. Prisen for et ”konverteringskit” starter i USA ved $58.000. Dertil skal du lægge den pris, som bilen koster, før ombygningen igangsættes. Dette er absolut ikke billigt, men for en stor fan af klassiske biler med en lidt krøllet hjerne, er det måske det helt rigtige projekt, at kaste sig ud i. Og når/hvis benzin- og dieseldrevne køretøjer en dag forbydes på vejene, vil det stadig være muligt at komme ud og køre i de klassiske biler. Bare på en lidt anden måde.

En ny version af ”rugbrødet” er i øvrigt på vej fra Volkswagen. En helt ny og opdateret bil, som kun lanceres som elbil.

Her kan du se retro versionen fra 1964 i en kort video

Billederne er venligst udlånt af Robert Kerian (copyright). 

Exit mobile version