fbpx
 
Categories Biltest

First Drive: BMW 2-serie Active Tourer

Posted on
First Drive: BMW 2-serie Active Tourer

BMW 2-serie Active Tourer er en praktisk familiebil, som i anden generation får en mere lækker kabine og et moderigtigt crossoverdesign. Den kommer i to interessante plug-in hybridvarianter med xDrive firehjulstræk og en rækkevidde op til 90 km. Vi har været en tur i Malaga for at køre nyheden, og her er vores førstehåndsindtryk.

Den nye BMW 2-serie Active Tourer baseres på en ny platform. Sammenlignet med forgængeren er den 3 cm længere, 2 cm bredere og 2 cm højere. Bagagerummet er fra 406-415 liter afhængig af drivlinje.

Designet friskes op med smalle LED-lygter på for- og bagende, mens nyrerne vokser markant i størrelse. Det giver bilen et mere dynamisk og moderne look, som klæder den.

Lækker kabine med tiltrængt fornyelse

De største designændringer er i kabinen, hvor det forsigtige og konservative er væk. Instrumentbordet er renset for knapper og præges af en lækker curved skærm i minimalistiske omgivelser. Skærmen er standard på alle modeller og systemet er baseret på nyeste iDrive 8 operativsystem fra BMW, som også anvendes i bl.a. BMW iX og i4.

Den store curved skærm ser godt ud og har nyeste iDrive system.

Den svævende midterkonsollen med ny gearvælger samt knapper til køreindstilling og volumen ser godt ud og er nem at betjene. Drejehjulet er væk. Under konsollen er der god aflæggeplads og to kopholdere samt en velfungerende trådløs mobiloplader. Kvaliteten føles høj og løfter barren i kompaktklassen.

Det lækre M Sport rat er standard.

Frisk plug-in hybrid har god rækkevidde

Ved en præsentation i Malaga kører vi den mest kraftfulde plug-in hybrid 230e xDrive med 240 kW/326 hk i en næsten færdigudviklet prototype. På en rute med blandet kørsel har vi fortsat 60 km elektrisk rækkevidde tilbage efter en tur på 50 km. Det er imponerende godt. Bilen er komfortabel, styretøjet præcist og automatgearet smooth som man forventer i en BMW.

Batteriet er 16,3 kWh (brutto) og i forhold til forgængeren forbedres ladeeffekten til 7,4 kW. En opladning fra 0-100 procent klares på ca. 2½ time i en wallbox eller offentlig lader.

Plug-in hybriden har en indbygget boost-funktion, som øger køredynamikken og -glæden ved at køre bilen. Den får smilet frem og underholder. Vægten fra batteriet kan mærkes særligt i sving, men ellers føles bilen adræt. BMW har udviklet en speciel Iconic-lyd, der får den lidt fesne 3-cylinder klang til at lyde mere potent. Det er en sjov gimmic.

I Malaga kører vi også basismodellen BMW 220i Active Tourer, som har helt ny 48V mild hybrid-teknologi, der er integreret i automatgearkassen. Bilen er med 125 kW/170 hk ret godt med, men underholder ikke i samme grad som plug-in hybriden.

Fås kun som M Sport i Danmark

I Danmark er alle modeller M Sport med adaptiv undervogn og M styring. Det er den helt rette pakke til bilen. Det giver et mere sportsligt og dynamisk udseende og øger komfort og dynamik ved kørsel.

M Sport byder på adaptiv undervogn, M styring og sportslig styling.

Standardudstyret rummer alt det, du har brug for med 2-zone klimaanlæg, M sportslæderrat, navigation, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, parkeringsassistenter, bakkamera, fartpilot med bremsefunktion og elbetjent bagklap. Det eneste du savner er adaptiv fartpilot og trådløs opladning til mobiltelefon, som kan købes direkte i bilen via skærmen som “functions on demand”. Her kan du også købe varme i rattet.

Udstyrspakkerne Premium og Innovation gør bilen mere komplet med features som adaptiv LED, head-up display og en mere avanceret parkeringspakke med topview. Udstyr som du i princippet kan leve uden, men øger komfort og anvendelse i dagligdagen. Trådløs mobilopladning er inkluderet, hvis du vælger Premium.

Modelprogrammet starter med BMW 220i Active Tourer M Sport, der kan bestilles nu til priser fra 459.000 kr.

Til juni følger plug-in hybrid modellerne, hvor den mindste BMW 225xe Active Tourer M Sport med 180 kW/245 hk ligeledes koster fra 459.000 kr. Den kraftigere BMW 230xe Active Tourer M Sport koster 485.000 kr.

Batteriet ligger i bunden med et mere fladt design, som giver bedre siddekomforten ved bagsædet. Pladsen er fin også til voksne.
Pladsen i bagagerummet er mellem 406-415 liter afhængig af variant.

BMW 230e xDrive Active Tourer M Sport

  • Motor: Plug-in hybrid med benzin- og elmotor (firehjulstræk)
  • Gearkasse: 7-trins Steptronic automatgear
  • Ydelse: 240 kW/326 hk
  • Moment: 477 Nm
  • 0-100 km/t: 5,5 sek.
  • Topfart: 205 km/t (130 km/t ved eldrift)
  • Forbrug: 71,4-90,9 km/l (WLTP)
  • Elektrisk rækkevidde: 90 km
  • Ladetid: 2,5 timer/16,3 kWh batteri (brutto)
  • Mål 438/182/157 cm
  • Vægt 2.430
  • Træk: 1400 kg
  • Bagagerum: 406 liter
3 kommentarer

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet