Lotus Emira er Lotus’ seneste sportsvogn og starten på en ny æra af biler fra det britiske bilmærke. De seneste modeller Exige, Evora og Elise stoppede produktionen tilbage i januar 2021 og har udgjort Lotus’ modelprogram de seneste 25 år. Men nu er det altså på tide at byde en ny model velkommen.
Lotus Emira er en todørs coupé, der med en 3.5-liters supercharged V6-motor producerer 400 hk og 420 Nm. Med manuelt gear lyder accelerationstiden fra 0 til 100 km/t på 4,3 sekunder og topfarten er 290 km/t, hvilket er ganske imponerende.
I interiøret finder man et digitalt cockpit og en 10,25” infotainmentskærm, der fungerer upåklageligt. Det er muligt at benytte Apple Carplay og Android Auto, hvilket er kvantespring i forhold til Lotus’ tidligere infotainmentsystemer.
Lotus har forsøgt at bibeholde nogle genkendelige detaljer som den sølv gearstang, der også er at finde i Exige og Evora, men der er også detaljen med en synlig skiftekulisse, som Lotus har valgt at holde fast i.
Bagerst i kabinen ligger motoren bag et tyndt glas, så når man runder de godt 6.000 o/min, kan det både mærkes og høres tydeligt. Det er dog kun et plus.
Hvordan kører den?
For at gøre det helt simpelt: Lotus Emira kører rigtigt godt. Med manuelt gear er det virkelig en drivers car, som med centermotor og en vægt på omkring 1.400 kg bevæger sig let og elegant på vejen. Gearskiftene er korte og ligetil – det føles tilfredsstillende at skifte op gennem gearene. På lettere våde veje og med efterårets løvfald på vejene er bilen livlig.
Det nye Lotus
Lotus er så småt ved at overgå til det elektriske kapitel med den store fuldelektriske SUV Lotus Eletre og den første fuldelektriske hyperbil Evija. Det er dog også rart med en fuldkommen benzindreven sportsvogn i form af Emira, for lige at runde et historisk og legendarisk kapitel af for Lotus, inden overgangen til elektriske biler gennemføres.
lotuslotus eletrelotus emira