Site icon Carlife365

Første tur i faceliftet KIA EV6

KIA EV6 er i en klasse, hvor konkurrencen er benhård. Et facelift skal sikre, at bilen, der blev Årets Bil i Europa 2022, fortsat står stærkt. Jeg har kørt en tur i den faceliftede version, og her er de første indtryk.

Førende på ladeteknologi

Siden lanceringen har KIA EV6 haft et stærkt kort på hånden. Som en af de få i klassen har den en topmoderne 800V platform, der bl.a. sikrer en hurtig opladning, når du er på farten.

I forbindelse med opdateringen har KIA skruet yderligere op for ladehastigheden, så den nu peaker ved 258 kW i stedet for 240 kW.

Sammen med en optimeret ladekurve – bl.a. afstedkommet ved bedre styring af batteriets temperatur – kan du lade 10-80 % på bare 18 minutter. Det er absolut blandt de bedste i klassen.

Batterierne vokser i størrelse så det mindste batteri i standard range-udgaven nu er på 63 kWh med en rækkevidde på 428 km.

EV6 long range vokser til 84 kWh, så du kan køre helt op til 582 km.

I min test kører jeg i topmodellen KIA EV6 GT-Line long range i temperaturer omkring 23 grader på en solrig efterårsdag i Portugal. Kørestilen er blandet.

Den har 20” alufælge og en opgivet rækkevidde på 522 km (WLTP). Det er varianten med firehjulstræk og 325 hk.

Her ligger mit forbrug på 16,5 kWh / 100 km. Det giver en rækkevidde på 510 km og er tæt på det officielle tal.

Ved motorvejskørsel er forbruget på 21 kWh / 100 km.

Mere udstyr og bedre komfort

GT-Line, som jeg tester, har fået digital key, el-justerbar rat, trådløs Android Auto og Apple CarPlay, aktiv parkeringskollisionsassistent samt udvidet nødbremse og motorvejsassistent.

For at løfte komfortoplevelsen yderligere har KIA forbedret støddæmperne, så bilen ligger mere stabilt på vejen under alle forhold.

Jeg tester dette på nogle ret ujævne bjergveje i Portugal, hvor bilen virker tilpas rolig.

KIA nævner ved præsentationen, at støjen er reduceret med bedre isolering fra motoren, men dette er nu ikke noget, jeg som sådan bemærker. Når det er sagt er støj fra både vind og dæk generelt lavt i EV6.

Hvad der til gengæld ikke går ubemærket hen, er det nye ansigt på EV6. Her har KIA lavet et vellykket facelift med ny signaturbelysning, der giver et mere sportsligt udtryk, og i øvrigt binder bilen bedre sammen med de øvrige KIA-modeller.

Forbedret software

I kabinen er der sket designjusteringer med bl.a. nyt ambiente belysningen og et opdateret rat. Rattet har forskelligt design afhængig af konfiguration.

Foto: KIA

Infotainment-funktionerne er ligeledes forbedret.

Er du træt af alarmen for hastighedsovervågning, kan du deaktivere lyden ved at holde volumenknappen på rattet inde nogle sekunder. Dejligt nemt.

I opgraderingen har KIA valgt at give udvalgte assistent- og sikkerhedssystemer et løft – det gælder bl.a. Hands-on Detection på rat, så du ikke skal justere på rattet, når ”hænderne på rattet”-alarmen går i gang.

Her er det tilstrækkeligt at have berøring med rattet.

Lane Following Assist er også opdateret. I min test kører jeg en del motorvej, og her virker den adaptive fartpilot tilpas intelligent.

Jeg får et indtryk af en bil, hvor du sagtens kan køre en meget lang tur uden at blive træt. Sammen med den hurtige ladetid er KIA EV6 oplagt for dem, der kører lange stræk – eller pendler over længere strækninger.

Ingen merpris for facelift

Prismæssigt sker der ikke det store i forbindelse med faceliftet. Det vil sige, at du i bund og grund ikke betaler mere for alle forbedringerne.

Billigste EV6 er en standard range med 170 hk, baghjulstræk og Access udstyr, som koster fra 324.900 kr.

Billigste long range koster fra 349.900 kr. med Access udstyr. Her får du 229 hk og baghjulstræk.

Access er ganske pænt udstyret, men for 10.000 kr. mere får du Prestige med bl.a. el-bagklap et bedre el-justerbart førersæde, og udvidet blindvinkelassistent. Den ville jeg nok vælge.

For at få den fuldfede oplevelse i EV6 skal du vælge Upgrade eller GT-Line, som er rig på udstyr og løfter det visuelle med stylingelementer.

Her ryger prisen op i 379.900 kr. for en Upgrade, der i øvrigt udelukkende fås i konfiguration med long range batteri.

Prisen for den GT-Line topmodel med firehjulstræk, som jeg tester, er 434.900 kr. Her får du alt hvad den kan trække af udstyr og styling.

Det er i bund og grund et modelprogram, med attraktive priser. Men i skrivende stund er der masser af bevægelse i markedet, hvor flere konkurrenter sætter priserne ned, så der er alternativer med rabat.

Når det er sagt, er det værd at bemærke, at KIA er gavmild med udstyr – og dertil har 7 års garanti. Og ladeteknologien er svær at slå. Her står KIA EV6 blandt de bedste i klassen.

Carlife365 var inviteret til testkørsel af KIA EV6 i Portugal af KIA Danmark, som betalte for transport og ophold.

Foto: Thomas Saks

Exit mobile version