Den nye mellemklasse Coupé SUV XPENG G6 rammer ned i et felt af elbiler, hvor konkurrencen er benhård. Om den har en chance, kan du blive klogere på her, hvor jeg deler mine indtryk fra første tur.
Tredje model i det danske modelprogram
XPENG er et ungt mærke i Danmark og på verdensplan. Den kinesiske mobilitetsproducent startede for kun 10 år siden.
At jeg omtaler XPENG som en mobilitetsproducent er ikke tilfældigt. XPENG har nemlig ikke kun i sinde at bygge biler. De har planer om mobilitet i bred forstand – bl.a. flyvende fartøjer.
I Danmark tilbydes tre bilmodeller: Den sportslige sedan P7, den store luksuriøse SUV G9 og altså nu Coupé SUV’en G6.
Indtil nu har især G9 fået folk til at spærre øjnene op. Bilen er stor, har masser af luksus-udstyr og førende teknologi med 800 v platform. Priserne er tilmed attraktive. G9 var i finalen til Årets Bil i Danmark 2024 og salget går godt. Alt dette skaber en høj forventning til G6.
To batteristørrelser og mulighed for firehjulstræk
Ved en europæisk presseevent i Amsterdam skal jeg køre G9s lillebror – G6 – for første gang. Jeg får nøglerne til en Performance-variant med firehjulstræk og hele 476 hk.
Der er ingen grund til at nævne udstyrsversioner, for G6 fås udelukkende i én version med fuld plade på alt væsentligt udstyr. Eneste mulighed for ekstraudstyr er elektronisk svingbart anhængertræk og farvetillæg, som begge fås til lige omkring 8.000 kr.
Man kan vælge mellem forskellige motor- og batteristørrelser.
Topfarten for alle varianter er 200 km/t, og G6 må trække op til 1.500 kg.
Inden vi dykker ned i de første køreindtryk, skal vi lige have sat scenen ordentligt.
XPENG G6 har en størrelse, som stort set er identisk med Tesla Model Y. I samme klasse kæmper Skoda Enyaq, VW ID. 4 og en lang række andre udmærkede elbiler om kundernes gunst.
Så der skal noget til, for at vække opmærksomhed. Og det har G6.
Designet er strømlinet med smalle lygtesignaturer både for og bag. Bilen står som standard på 20”, og det er kun godt, for der er noget voluminøst over designet, så mindre fælge ville ikke give samme harmoni.
Når det er sagt, er det ikke alle vinkler, hvor G6 er lige fotogen. Bagenden med coupélinjerne er jeg mest fan af.
Rummelig kabine
Mens en faldende taglinje pynter, kan den også udfordre loftshøjden på bagsædet for høje personer. Her kan jeg i testen konstatere, at det ikke er et problem i G6. Med mine fulde 187 cm sidder jeg oprejst på bagsædet med rigelig luft over hovedet.
Der er generelt rigtig fin plads i kabinen og med panoramaglastag som standard, bliver rumfornemmelsen endnu større. Her er G6 virkelig godt med.
Instrumentbordet er renset for knapper, så betjening sker via den store 15” touchskærm eller knapperne på rattet. Stemmestyring er også muligt, og jeg prøver det på engelsk, hvor det egentlig spiller meget godt.
Der er 10,2” digitalt cockpit, som er enkelt og let at aflæse.
Den oplevede kvalitet i kabinen er høj. Ikke fuldfed luksus som i G9 men absolut fin i (pris)klassen, hvor G6 hører til.
Ikke nærig med udstyr
Udstyrslisten er som nævnt lang, og det er værd at fremhæve fuldt digital betjening (touchskærm og cockpit), navigation, Apple CarPlay/Android Auto, varme i alle sæder, køl i forsæder, varme i rattet, el-betjente forsæder, justerbart ryglæn ved bagsædet, avanceret 960 W lydsystem med 18 højttalere – bl.a. højttaler i nakkestøtten – samt 2 trådløse opladeflader på 50 W med køl til mobiltelefoner.
Varmepumpe er også standard.
Assistent- og sikkerhedssystemerne er ligeledes en komplet omgang med alt, hvad man kan få til en moderne bil i dag. G6 har 12 kameraer, 12 ultralyd sensorer og 5 radarer, som alle hjælper med at øge sikkerhed og komfort.
Testbilen har ikke Euro NCAP kravene aktiveret endnu, så jeg er fri for det store alarmhelvede. Når det kommer i de biler, der skal sælge i Danmark, er det nemt at deaktivere via et swipe ned fra toppen på touchskærmen.
XPENG G6 har nyeste software og jeg bemærker, at den adaptive fartpilot og XPilot hvor flere assisterende systemer træder til, virker tilpas raffineret.
Alarm for hænderne på rattet er ikke den mest tolerante, jeg har prøvet, men det bliver bedre, når du sætter bilen i XPilot på motorvejen.
Undervognen kan virke en smule for kontant – især ved hullet i vejen – men langt hen ad vejen falder den til ro og giver en tilpas komfort.
Presser du bilen lidt i sving, holder G6 fint sit vejgreb. Her viser firehjulstrækket sin styrke.
Lidt vindstøj ved sidespejlet er et opmærksomhedspunkt, som jeg vil holde øje med, når jeg får bilen til test i Danmark.
Lynhurtig opladning
Her vil jeg også gå dybere i bilens teknologi på batteri, opladning og rækkevidde. Det kræver lidt mere tid med bilen at få fuld indsigt her.
Men tallene på papiret imponerer. DC opladning op til 280 kW er muligt på det store batteri (NCM typen), der er i Performance, som jeg tester, samt i long range. I Standard Range er tallet 215 kW. Det lille batteri er LFP typen. AC opladning sker med op til 11 kW for begge batteristørrelser.
Uanset hvilken du vælger, er det rigtig fine tal, og vi ved fra G9, at det ikke bare er marketinggøgl. XPENG har styr på det her.
I testen kører jeg på motorvej rundt om Amsterdam, hvor hastighedsgrænsen er 100 km/t. Her kører G6 med et strømforbrug på kun 16 kWh / 100 km.
Det lugter af en lang rækkevidde og ved en netop overstået sommerforbrugstest i Norge, som NAF (Norges Automobil-forbud) arrangerer med deres partnere, klarer XPENG G6 sig godt.
Blandt 26 elbiler kommer G6 på en tredjeplads i forhold til mindst afvigelse af strømforbrug sammenholdt med WLTP på papiret.
G6 kunne vride 530,7 km ud af strømmen mens WLTP tallet siger 550 km. Det er for Performance varianten. Long Range har en rækkevidde på 570 km (WLTP).
Opladetid er også testet af NAF og her lader XPENG G6 med 87,5 kWh batteri 10-80% på lige knap 20 minutter ved DC-ladning med en opladningshastighed på 264 kW. Det er absolut godt og førende i klassen.
Meget bil for pengene
Billigste G6 Standard Range koster fra 339.900 kr.
Long Range koster yderligere 30.000 kr. og trinet op på øverste etage med Performance er igen 30.000 kr.
Dermed står dyreste G6 til under 400.000 kr. og for alle er det med den komplette udstyrsliste.
Det er absolut stærke priser, og du får rigtig meget bil for pengene.
Er man skeptisk over for det relativt nye mærke, er det et stor plus, at der er lang garanti.
XPENG har valgt at smide 7 års (eller 160.000 km) garanti på G6 og en batterigaranti på 8 år (eller 160.000 km). Der er vejhjælp i EU i 5 år og lakgaranti i 3 år.
Carlife365 var inviteret til testkørsel af XPENG Danmark, som betalte for turen og opholdet.
coupe suvxpengxpeng g6