fbpx
 
Categories Branchenyt - vi elsker biler

Hjælp – hvilken ladeløsning skal jeg vælge?

Posted on
Hjælp – hvilken ladeløsning skal jeg vælge?

Nu sker det! Jeg skal have min første elbil, og glæder mig helt vildt til at hente en spritny Polestar 2. Skiftet til elbil betyder også, at jeg skal finde en ladeløsning. Men hvilken skal jeg vælge? Jeg er heldig at få hjælp af en kyndig rådgiver fra Green Garage, og her kan du læse om mit valg.

Svært at gennemskue

Da jeg bestilte min Polestar 2, blev jeg tilbudt en ladeløsning hos Clever, som jeg har et godt indtryk af. Den valgte jeg dog fra, fordi jyden i mig synes, den var liiiiige dyr nok.

Fravalget af ”den lette løsning” ved bestillingen af bilen betød samtidigt et tilvalg af en større researchopgave for at finde ”den rette løsning”. En opgave som skulle vise sig at være betydelig større og sværere, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Efter nogle timers søgning på Google finder jeg hurtigt ud af, at der er rigtig mange måder, at gribe det an på. Jeg sidder med en oplevelse af, at markedet er alt andet end transparent.

Der findes et hav af forskellige ladebokse, abonnementstyper og forudsætninger med beslutninger om leje eller eje og fra- eller tilvalg af elaftale. Spotpriser og refusion er åbenbart også noget, jeg skal forholde mig til.

Spørg om hjælp

Godt rundforvirret spørger jeg mine følgere på Instagram til råds. Her kommer der hurtigt fine og kvalificerede bud tilbage. Det indsnævrer min søgning, men jeg føler mig stadig på herrens mark. Jeg er ekspert på biler – ikke ladeløsninger.

Så sker der det, at Frederik fra Green Garage ringer til mig. Jeg kender ham i branchen, og han har set mit opslag på Instagram. Han tilbyder sin hjælp og rådgivning, og det takker jeg selvfølgelig fluks ja til.

Frederik er partner og salgschef hos Green Garage i Birkerød. Her tilbydes grøn mobilitet med lettere brugte elbiler på tværs af mærker som BMW, Tesla og Volkswagen.

Green Garage tager ansvar i den grønne omstilling. Bilerne oplades med strøm fra solceller på taget, og bliver du tilbudt kaffe og beder om mælk, får du havremælk, som giver et mindre CO2 aftryk.

Rådgivning om valg af ladeløsning er en naturlig del af den service, man får, når man køber eller leaser en elbil hos Green Garage.

Jeg har bestilt en helt ny Polestar 2 og er derfor en særlig case, men jeg tilskriver håndsrækningen fra Green Garage god karma.

Green Garage har overblik over alle de ting, der er relevante at få med, når man skal finde frem til den rette ladeløsning. Det handler overordnet set om behov og brug af elbilen, men der er flere detaljer, når du dykker ned i det.

Sammen med Frederik bygger vi min case op.

Sådan ser min case ud

  • Jeg har mulighed for at lade ved mit hus i Virum
  • Jeg kører årligt omkring 15.000 km
  • Der er mange småture i dagligdagen
  • Der er længere ture til familiebesøg i Jylland og på Falster
  • Der er typisk lange ture i forbindelse med skiferie og sommerferie
  • Jeg kan forventeligt køre omkring 19 kWh/100 km i min Polestar 2
  • Jeg betaler ca. 2 kr. for 1 kWh i gennemsnit inkl. afgifter i min nuværende elaftale
  • Jeg regner med at skulle køre i elbil i mange år og blive boende i min nuværende bolig
  • Jeg opvarmer ikke mit hus med elvarme

Green Garage har rådgivet mange kunder om valg af elbil OG ladeløsning, og Frederik taster alle mine svar ind i et Excelark, hvor han kan se, hvilken løsning, der matcher bedst.

Her kan han også se, hvad det koster mig om måneden, og hvad jeg sparer i forhold til min ”gamle” benzinbil.

En del af snakken handler om æstetik forstået på den måde, at vi taler om design på ladeboksen, og om jeg har nogle særlige præferencer.

Frederik Bøttcher er partner og salgschef i Green Garage.

Greenbow er mit valg

Rådgivningen fra Green Garage peger på, at en ladeløsning fra Greenbow med en ladeboks fra Zaptec passer godt til mit behov.

I mit tilfælde kan det bedste betale sig at eje ladeboksen. Med en chip eller en app kan jeg starte opladning hjemme og lade, når strømmen er billigst.

Skal jeg lade ude i byen og i andre lande, kan jeg fortsat anvende Greenbow chip eller app gennem en roamingaftale, der giver adgang til over 300.000 ladere.

Greenbow står for installationen, og før elektrikeren kommer ud, er der et kort videomøde, hvor vi gennemgår eltavle og placering af ladeboks. Så er der større sandsynlighed for, at du kun skal have et enkelt besøg af elektrikeren.

Jeg skifter min nuværende elaftale til Greenbow, hvor jeg kan få strøm til ren indkøbspris. Jeg betaler et abonnement for løsningen, som inkluderer service på boksen og refusion af elafgiften. Strømmen betales efter forbrug.

Den valgte løsning kommer i gennemsnit til at koste mig under en plovmand om måneden i drift med det ladebehov, jeg har, men kan selvfølgelig svinge afhængig af mit forbrug.

One size fits nobody

Jeg håber, at de ting, som jeg nævner i min case, kan hjælpe med at belyse, hvad du bør overveje, når du skal vælge ladeløsning.

Rådgivningen fra Green Garage har været en stor hjælp i min konkrete situation. Løsningen, som jeg vælger, passer til det behov, jeg har.

Der kan være andre løsninger, som passer bedre til andre, hvor behovet er anderledes, så der er ikke noget entydigt svar til alle. One size fits nobody.

Husk at der er hjælp at hente flere steder, og er man kunde hos Green Garage, følger rådgivningen med som en helt naturlig del af processen fra bilen er valgt, til den skal ud og køre og lade op. Lettere bliver det ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet