fbpx
 
Categories Branchenyt - vi elsker biler

Livet med biler i Californien

Posted on
Livet med biler i Californien

Som bilblogger er det altid spændende at komme til et andet land og opleve livet med biler i en anden kultur og med et helt andet udvalg. I år afholdes sommerferien i det solrige Californien omkring byerne Los Angeles og San Diego. Det er en helt anden bilverden end den, vi kender fra Europa. Alt er større og vildere. Her er ekstrem velstand for nogle og det ses tydeligt i gadebilledet. Her er også surfer dudes og hipsters i retro biler og et hav af mellemklassebiler, hvor mange har et Uber skilt i bagruden.

SUV landet over alle SUV lande

Selv har jeg lejet en Chevrolet Equinox fra moderselskabet over alle moderselskaber: General Motors. En af de mest solgte SUV’er i USA sammen med Nissan Rogue (X-Trail i DK), Honda CR-V, Toyota RAV4 og Ford Explorer. SUV og crossovers har en markedsandel på hele 42% i USA og du kan få dem i alle størrelser. De allerstørste fra bl.a. Chevrolet, GMC og Cadillac er absurd store. Når de triller forbi med tonede ruder og store kromfælge virker de meget VIP-agtige.

OK at dreje til højre for rødt lys

At komme rundt i L.A. i bil kræver tålmodighed. Massiv traffik og biler så langt øjet rækker. Når du kører på freeway, har du typisk 4-5 baner. Nogle gange flere. Og her overhaler du bare indenom – det skal man lige vænne sig til. I lyskryds må du svinge til højre for rødt i de fleste kryds. Det vænner man sig meget hurtigt til. Det giver jo så meget mening og et godt flow.

Masser af service – hvis du betaler for det

En anden ting, jeg har bemærket i Californien er, at de holder deres biler rene. Meget rene. De skinner og shiner og ser yderst velpassede ud. Bilstanden virker også relativ ny. Og så kan du få god service alle steder – så længe du betaler for det. Vallet parkering er udbredt – især ved indkøbscentre og hoteller. Så bliver din bil parkeret for dig og hentet igen, når du skal bruge den.

Livet med biler i L.A. og San Diego

Efter to ugers ferie i Californien, har jeg taget en række billeder af biler, jeg har mødt på min vej. Som bilblogger har det været en oplevelse af de helt store. Bl.a. så jeg for første gang den nye Tesla Model 3. Så den findes! Og den kan køre! Og den ser super sprød ud! Nu må de se at få skruet op for produktionen, så vi kan få den til Danmark.

 

Jeep Wrangler
En cool grå Jeep Willys med sorte fælge i det super hippe Abbot Kinney kvarter. 

Lime
Elektriske løbehjul er det det helt hotte i Californien. De fungerer lidt ligesom bycyklerne vi kender fra Danmark, men står mere “random” rundt omkring i byerne. Du finder dem gennem en App og tænder dem også via App’en. 1$ betaler du og så er du afsted. På styret sidder en speeder og en bremse. Det er selskaber som Lime og Bird, som står bag. 

Alfa Romeo Spider
En yderst fin klassisk Alfa Romeo Spider står her ved Marina Del Rey tæt på stranden. Bilen har ingen spor af rust. Jeg så flere Alfa Romeoer i USA – en del Stelvio’er og nogle Giuliaer. Især Stelvio passer godt ind i gadebilledet i L.A. 

Mini
Du ser stort set hele modeludvalget fra Mini i Californien. De virker vilde med Mini. Her står den parkeret foran en H3 (Hummer) ved  en strand i San Diego. 

Porsche Panamera

Porsche Panamera
Under Hilton hotellet i Marina Del Rey, stod der fire nye Porsche Panamera med plader fra Georgia. Ved nærmere eftersyn var de spækket med små antenner og havde masser af avanceret måleudstyr inde i kabinen. Modellen på billedet er en e-Hybrid. Jeg vil tro, nogen var i gang med at teste dem. På det øverste billede kan man ane min Chevrolet Equinox i baggrunden. 

VW Atlas
Denne VW har vi ikke i Danmark. Det er en VW Atlas, og er intet mindre end en gigantisk SUV. Jeg hørte nogle sige, at bagenden ligner en Toyota Avensis fra 2010 😉

Maserati
I San Diego boede vi på Catamaran Resort, hvor der var en del lækkert at se på. Her står en Maserati Levante side om side med et par andre hvide SUV’er – en Tesla Model X og en Jeep Cherokee. 

VW Rugbrød
Få meter fra en strand i San Diego stod dette hvide VW Rugbrød. Jeg så mange af dem – også i de helt gamle versioner. Typisk med unge mennesker bag rattet i en eller anden hipster afart. 

VW Beetle
Den ultimative surfer dude bil. En modificeret VW Beetle med mat folie i en slags guld eller grøn farve. Selvfølgelig med plads til surf boards på taget. 

Ford Mustang
Du ser dem overalt: Ford Mustang. Både som coupe og cabriolet. Lækker muskelbil i USA – men den har efterhånden fået en del konkurrence fra Dodge og Chevrolet. 

4 kommentarer

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet