Blandt forbedringerne er ny skærm, øget sikkerhed, større batteri og længere rækkevidde. Fraprisen fastholdes på 324.995 kr.
På den tekniske side er der Matrix-forlygter, en ny skærm og OTA-opdatering, så du altid kan få opdateret de nyeste funktioner remote.
Større batteri – længere rækkevidde – samme hurtige opladning
Batterierne vokser så det mindste går fra 58 kWh til 63 kWh på standard range-modeller. Det resulterer i en forlænget rækkevidde på op til 440 km mod tidligere 384 km.
Long Range-modellen øges fra 77.4 kWh til en 84 kWh, så du kan køre helt op til 570 km på en opladning. Det er 63 km mere end den nuværende model og noget, der kan mærkes.
Ladehastighed er uændret, men her er IONIQ 5 i forvejen førende i klassen med sin 800v platform. Nyt er Plug & Charge-teknologi, så en ladestander automatisk genkender bilen og starter opladning, når ladestikket tilsluttes.
Nu med bagrudevisker
Mange vil nok glæde sig over, at den nye IONIQ 5 nu er udstyret med fysiske knapper i midterkonsollen med genveje til de mest brugte funktioner som sæde- og ratvarme. Endnu flere vil nok klappe i hænderne over, at en bagrudevisker nu også blevet tilføjet. Det gør udsynet bedre og dermed også sikkerheden.
Faceliftet omfatter også nye støddæmpere og nogle andre justeringer ved baghjulene og i bilens bund, som giver bedre kørestabilitet. Den bagerste motor er desuden bedre støjisoleret.
Designopdateringer og ny N Line variant
Men der er ikke kun tale om et teknisk facelift. Den forreste kofanger er nydesignet, der giver bilen et bredere og mere markant udseende. LED-båndet på fronten ser også anderledes ud med nyt mønster.
Bagkofangeren har fået en ny diffuser og looket er blevet mere rent.
IONIQ 5 fås i fire forskellige udstyrsvarianter: Essential, Advanced, Ultimate og N-Line. Sidst nævnte er ny og ”låner” designelementer fra den sportslige IONIQ 5 N model.
Priser på IONIQ 5 med det mindste batteri er 324.995 kr. og trinnet op til det store batteri er 25.000 kr. mere. Den nye N Line model koster fra 409.995 kr. med det store batteri.
Den nye IONIQ 5 har Danmarkspremiere hos landets Hyundai-forhandlere 7.-8. september 2024.
Foto: Hyundai