fbpx
 
Categories Mød bilentusiasterne

Mød ugens profil Jeannette Kvick

Posted on
Mød ugens profil Jeannette Kvick

38 år og co-driver inden for rallysport

Jeannette har været co-driver siden hun var 19. Fra 2016 kører hun også internationalt – bl.a. med JP Racing. Bilen Jeannette kører i er en VW Polo super 2000. Hun kører i den højeste klasse i Danmark.

“Rally er modsat banesport nye prøver hele løbet igennem. På landeveje kan du ikke huske banerne, og derfor er co-driveren en vital del i et løb. Via et notesystem, som min chauffør og jeg har afstemt, graduerer vi de sving, der er. Jeg noterer fx om der er grus eller vand på vejbanen. Dermed kan føreren justere farten i svingene. Min vigtigste opgave er at være et skridt foran hele tiden”, fortæller Jeannette.

Det at køre rally giver Jeannette et adrenalinkick og en bekræftelse i at være rigtig god til noget, som kræver alt af hende 100 %.

Hvad har du i din egen garage?:

Der står en VW Golf 6 R-line. Jeg har også en gammel VW Golf 2, som både kan køre klub rally og fungere på gaden. Det er en ”semi rally” bil.

Hvilken bil var din første?

Min første bil var en Seat Leon.

Er du til køb, leasing eller abonnement?

Jeg er mest til køb. Så er bilen min, og jeg kan gøre med den, hvad jeg vil.

Når du skal have ny bil, vælger du så ”mest med hjertet” eller ”mest med hjernen”?

Det er lidt en blanding. Rent køremæssigt får jeg mit kick gennem motorsport. I andre sammenhænge er bilen bare et transportmiddel, hvor jeg værdsætter god komfort og en god brændstoføkonomi.

Hvornår startede din passion for biler?

Helt tilbage fra da jeg var barn. Min far købte biler og satte dem i stand. Vi brugte meget tid i weekenderne på at køre ud til bilforhandlerne og kigge på biler. Jeg var lidt en drengepige og kunne godt lide at køre stærkt. Som helt ung kørte jeg også street race, hvor drengene fik kamp til stregen.

Hvad er din vildeste oplevelse med biler?

Til min 20-års fødselsdag lånte jeg min kammerats Opel Kadett GSI, som var ombygget til ræs. Det var en super fed oplevelse, som jeg aldrig glemmer.

I motorsport er der mange oplevelser. Jeg har bl.a. været ”Årets co-driver”. Men der har også været ulykker. I 2017 kørte jeg i Italien med et hollandsk team. Vi kørte galt og i den forbindelse ramte vi en tilskuer. Jeg kan huske, at jeg bare ville ud af bilen så hurtigt som muligt for at hjælpe tilskueren. Heldigvis blev han kun ”snittet” og slog sit ben en smule. Så det var billigt sluppet. Kort tid efter blev bilen lavet og vi var ude og køre igen. Op på hesten, som man siger.

Hvis du var en bil, hvilket mærke ville det så være?

Vi er tilbage ved nogle af de biler, som var store i 80’erne. Måske en Audi Quattro eller Peugoet 205.

Hvilken bil er din drømmebil?

Jeg kunne rigtig godt tænke mig den nye VW Golf.

Har du nogensinde købt en bil, som var et fejlkøb?

Min forrige bil var en Citroen C1, og den var ikke egnet til at køre de mange km, som jeg gør. Jeg kører 30.000 km om året, så komforten i en C1 er ikke god nok til så mange timer bag rattet.

Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?

Jeg tror meget på hybrid-biler. Jeg mener ikke, at vi som samfund er klar til at skifte alle biler ud til ren eldrift. Det kræver jo virkelig en infrastruktur, som er veletableret. Men elbilerne vil klart blive mere udbredt.

Hvilken bilproducent forventer du dig mest af i den kommende tid?

Jeg synes, at Hyundai har gang i nogle spændene ting. Fx med den nye Hyundai Kona electric. Og så må jeg sige, at Volkswagen aldrig skuffer. Dem forventer jeg mig rigtig meget af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet