Lucas Rosenkrantz er marketingansvarlig for Mercedes-Benz STARMARK, hvor han har været i lidt over fem år. Han bor i Herning med sin kæreste og deres 2-årige søn.
STARMARK er nordens største brugtvognsforhandler af Mercedes-Benz og AMG med to afdelinger i Danmark – hovedafdelingen i Vejle, hvor Lucas har sin daglige gang, og en afdeling i Roskilde til kunderne på Sjælland. Der er samlet omkring 60 medarbejdere i STARMARK, som ejes af Ejner Hessel A/S.
Hos STARMARK sidder Lucas med alt det kreative og det grafiske samt udviklingen af nye strategier og kampagner. Målet er at sikre en god formidling af bilerne, udstyret, nyhederne, brandet og menneskene bag.
“Min markedsføringsstrategi har altid været en næsten tro kopi af Mercedes’ slogan – ”det bedste eller ingenting”. Det har vist sig at være populært på blandt andet de sociale medier, hvor vi siden min start har fået omkring 95 % flere følgere på Facebook og månedligt når ud til 450.000 danskere i gennemsnit på sociale medier”, fortæller Lucas og fortsætter:
“Jeg elsker at min rolle er bred. Jeg er lidt af en blæksprutte og driver også udviklingen og opdateringen af vores hjemmeside, nyhedsbreve, billede- og videomateriale, skiltning i vores showrooms og meget mere”.
Lucas’ vej ind i bilbranchen startede med en interesse for det grafiske og historien er interessant for alle, som drømmer om at finde en vej ind. Han har ikke som sådan en håndfuld uddannelsesdiplomer i bagagen, og blev egentlig frarådet at arbejde med grafik og foto grundet en smule farveblindhed.
Nærmest i trods tog Lucas hul på uddannelsen til mediegrafiker efter 9. klasse men valgte ikke at søge en elevplads. I stedet dyrkede han sin passion for foto og markedsføring og lærte at koordinere events.
Efter en periode med fagligt relevante jobs i bl.a. England vendte Lucas tilbage til Danmark og søgte job i Århus og siden Herning. Jobmæssigt arbejdede han med grafik, foto og marketing og skabte bl.a. designprofiler for brands, som i dag er store og kendte. Det arbejde er Lucas stolt over at stå bag.
Flere af Lucas’ kunder var bilforhandlere, hvor han hjalp med content, markedsføring og branding. Her fik han god indsigt i brancen og kunne udbygge et netværk, der senere banede vejen til STARMARK, hvor han altså er den dag i dag.
Hvilken bil var din første?
Jeg fik kørekort som 18-årig og skulle hurtigst muligt have en smart og sportslig bil. Det blev en metalrød Citroën Xsara VTS Coupé, med en (dengang) hurtig 1,8-liters benzinmotor. Det kunne lige så godt have været en rød Ferrari, for jeg følte mig på toppen af verden! Den var dog en økonomisk katastrofe.
Hvad kører du i nu – og hvorfor har du valgt den?
I dag har jeg firmabil og har haft det lidt on and off de sidste 4 år. Her skifter jeg til en fabriksny Mercedes hver 6. eller 12. måned. Jeg har lige nu en metalrød CLA 250 Shooting Brake – en hidsig lille familiebil.
Jeg kører 45.000 km om året til og fra arbejde, i forbindelse med arbejde, samt alt det private, så jeg går aldrig ned på ekstraudstyr, da det giver mig køreglæde. Den næste bliver magen til – dog i sølv med rød læderkabine. Jeg får altid ny bil den 1. oktober, som er dagen efter min fødselsdag. Super god timing 🙂
Er du til køb, leasing, firmabil eller abonnement?
I disse økonomisk ustabile tider, er jeg glad for at have firmabil. Med beskatning kan det være dyrt, og man går glip af kørselsfradrag og befordring, men jeg skal ikke tænke på vedligehold, benzinforbrug, drift og uforudsete udgifter.
Samtidig er jeg så privilegeret at få ny bil ofte efter eget ønske og sammensætning, og så lærer jeg jo bilerne og deres udstyr at kende. Det er meget relevant, når man skal markedsføre dem. Jeg har tidligere ”bare” købt biler, men jeg har desværre aldrig selv prøvet leasing.
Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?
Når den næste firmabil skal bestilles, bruger jeg næsten altid fornuften og hjernen og tænker, det ville være smart at spare lidt penge denne gang… indtil et par måneder senere, hvor jeg beder om at få tilføjet en masse andet ekstraudstyr 🙂
Jeg forventer efterhånden, at mine kollegaer altid bestiller den “mit alles”, selvom jeg siger noget andet til at begynde med. Det er dog også fordelen ved firmabil. Du kan komme til at prøve en masse forskelligt og vælge ud fra behov og årstid.
Hvilken bil drømmer du om?
Jeg drømmer om at prøve en AMG til hverdagsbrug. En E 63 S er drømmen men særligt en CLA 35 AMG har en stor plads i mit hjerte. Den har køreevnerne og udseendet – og så lyder motoren bare fantastisk. Den er også i en realistisk prisklasse og kan være praktisk til familieturene – alt taget i betragtning.
Hvad ser du som den største udfordring i danskernes mobilitet lige nu?
Priserne stiger på alt – også på biler. Det er blevet dyrere at producere bilerne, og der er højere krav til sikkerhed og udstyr samt bæredygtighed og minimering af CO2-udledningen i produktionen. Så når Tesla sætter priserne drastisk ned, kan det skabe det forvirring og usikkerhed hos nogle forbrugere.
Jeg tror, at mange er bekymrede for, om teknologien inden for batteri- og opladeteknologien udvikler sig så hurtigt, at det kan være risikabelt at købe en elbil. Det er ikke sjovt at stå med en relativ ny bil, som efter få år er ”outdated” og kan være svær at komme af med som brugt. I det lys tror jeg, at salget af diesel, benzinbiler og hybridbiler vil fortsætte et stykke tid endnu.
Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?
Elbilerne fylder cirka 20 % af vores salg i dag og fortsætter nok opad. Jeg har selv prøvet at låne elbiler – fx hen over en weekend. De er dejlige at køre men uden en ladeboks hjemme, bliver det lidt stressende i forhold til rækkevidde. Jeg oplever dog ikke udfordringer med lange ventetider ved de offentlige ladestationer i de områder, hvor jeg bor og arbejder, men jeg forestiller mig, det kan være en udfordring nogle steder.
Som en der selv kører mange kilometer dagligt, tror og håber jeg, at bilerne bliver selvkørende og kan få lov til at bruge teknologien. Med aktive vejbaneassistenter, automatisk styretøj og high-tech sensorer og kameraer har Mercedes-Benz allerede teknologien på plads og kan køre selv på udvalgte strækninger. Det er bare ikke tilladt i alle lande i EU.
Foto: Lucas Rosenkrantz
mercedes-benzstarmarkugens profil