fbpx
 
Categories Mød bilentusiasterne

Mød ugens profil Mette Nøhr

Posted on
Mød ugens profil Mette Nøhr

49 år og Chief Experience Officer hos Clever

Mette har ansvaret for den samlede kundeoplevelse og innovation i Clever. Hun står i spidsen for teamet “Kunder & Innovation”, som arbejder med alt lige fra ladeudstyr, søjler og stolper til at skabe fantastiske Clever-produkter og services på tværs af hele kunderejsen. Teamet skruer kommercielle produkter sammen, så det er transparent, trygt og enkelt for Clevers kunder at forstå og leve med en elbil i hverdagen.

Teamet har også ansvaret for at udvikle og drive digitale platforme, presse og public affairs samt integrerede marketing kampagner i tæt samarbejde med bilmærker og leasingselskaber. Sidst men ikke mindst, at brandingen og den visuelle identitet står knivskarpt uanset, hvor du møder Clever.

“Jeg er en del af et fantastisk team med dygtige, passionerede mennesker. Vi går på job hver dag med det formål at skabe og tilbyde vores kunder og partnere produkter og services, der bidrager til den grønne omstilling, og som forhåbentlig kan være med til at inspirere flere til at vælge elbilen. Vi er kompromisløse i vores beslutninger om den gode kundeoplevelse, for det er her meningen og værdien i hverdagen udspringer fra. I Clever har vi gennem mere end et årti investeret langsigtet og ambitiøst i et solidt og tæt ladenetværk. Og over de næste fem år kommer vi til at opsætte mindst 10.000 nye offentlige ladepunkter og udvide det, vi kalder Clevers ladeunivers”, fortæller Mette og fortsætter:

“Ladeuniverset skal forstås på den måde, at du med din Clever flatrate-løsning har friheden og muligheden for at oplade din bil der, hvor du er. Det er derhjemme, hos andre Clever-kunder (lejlighedsvis), på din arbejdsplads, ved kantstenen, på teaterturen i byen og langs motorvejene, hvor vi kommer til at etablere mange nye lynladestationer”.

Hvilen baggrund har du?

Jeg har en digital baggrund. Det hele startede med, at jeg var Webmaster i Navision Software i 1997, og det har så udviklet sig derfra. I dag har jeg mere end 20 års erfaring med digitalisering og alle de facetter og discipliner, der ligger herunder.

Den røde tråd i min karriere har altid været at skabe en intuitiv, relevant og gnidningsfri brugeroplevelse. At gå i kundens sko og selv mærke de småsten, der kan trykke og irritere.

Jeg har været leder siden 2004 – dog med et treårigt afbræk som konsulent, hvor jeg virkelig savnede at lede et team af gode mennesker. Min fornemste opgave er at gøre det nemt for mit team, ja for alle i Clever, at levere værdi til all vores kunder og partnere.

Jeg ønsker at skabe et fundament, hvor faglig vækst er i fokus og hvor teamet selv tager ansvar og løser opgaver eller projekter. Det skal være et trygt og tillidsbaseret arbejdsmiljø, hvor alle føler frihed. Og frihed kommer altid med ansvar.

Hvad har du i din egen garage?

Min elskede Tesla Model 3, som altid er kantstensparkeret, da jeg bor i lejlighed i byen 😊

Hvilken bil var din første?

En Seat Cordoba Coupé. Det var en sponsorbil, som jeg havde i den fodboldklub, jeg spillede i.

Er du til køb, leasing eller abonnement?

Jeg har altid købt mine biler kontant. Men for første gang har jeg privatleaset min Tesla, og jeg har den på en treårig kontrakt. Det kommer jeg til at gøre fremadrettet.

Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?

Jeg er et følelsesmenneske, så helt klart med hjertet.

Hvornår og hvordan startede din passion for biler?

Det var da min storebror fik kørekort og købte sin første bil. En gammel, men virkelig smuk og velholdt, Opel Manta. Den havde forkromede skærmkasser, og jeg synes, det var den fedeste bil ever.

Som barn havde jeg nogle fjollede “husk-nummerplade-lege”, og da min stedfar på et tidspunkt fortalte, at vi ikke producerer biler i Danmark, blev jeg simpelthen så skuffet på Danmarks vegne.

Hvad er din vildeste oplevelse med biler?

Den mest skræmmende var nok i Sydafrika, hvor jeg som passager i en Audi A4 kørte knapt 200 km/t på en småhullet motorvej – det var ikke fedt, og helt klart ikke noget, jeg kan anbefale.

Men den fedeste oplevelse er at køre elbil. Jeg elsker at cruise i min Tesla. Så har jeg høj musik på anlægget og et stort smil på læberne. Nogle gange kommer der en fartdjævel op i mig, og så får jeg virkelig testet grænserne af. Det er så fedt at vide, jeg altid kan komme først ud af krydset.

Hvis du var en bil, hvilket mærke og model ville det så være?

Jeg vil så gerne være en Audi. Det har været mit foretrukne mærke i mange år. Men måske er jeg mere en Tesla… der er efterhånden en del “panel-gaps” 😊

Hvilken bil er din drømmebil?

Når jeg går forbi Aston Martins udstillingsvinduer ved Svanemøllen Station, kan jeg gå helt i svime.

Har du nogensinde købt en bil, som var et fejlkøb?

Jeps, en Mazda 626 fra 1990… uden servostyring. Den gav gode overarme!

Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?

Elbiler over en bred kam.

Hvilken bilproducent forventer du dig mest af i den kommende tid – og hvorfor?

Det bliver spændende at følge Fisker Inc. som har en interessant digital forretningsmodel – selvfølgelig ansporet af Tesla og nogle af de kinesiske mærker. Men jeg er særligt begejstret for Fiskers fokus på bæredygtighed. Og så er det jo fedt, at han er dansker.

Foto: Clever

2 kommentarer

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet