Audi A8, som må siges at være Audis luksus-flagskib, følger med den konstante udvikling og har i den forbindelse fået en overhaling med ny front- og bagende samt en tidssvarende opdatering i kabinen.
Den store Audi kom på markedet for første gang i 1994 og har siden da været et synonym med luksus og komfort. Fjerede generation af A8’eren, som blev introduceret i 2017, er ingen undtagelse. Vi skriver nu 2021, og A8’eren har derfor fået en tiltrængt makeover.
Det indebærer et nyt om dynamisk design af fronten, hvor en single-frame grill med en bredere udformning og forkromede vinkler sætter tonen. Luftindtagene og OLED-forlygterne har også fået en tur, som samlet set giver A8-fronten et mere moderne look.
Bagtil er der også sket lidt – her pryder brede kromelementer bilen sammen med nye, digitale OLED baglygter der bliver bundet sammen i et langt lygtebånd der strækker sig hen over hele bagenden. Diffusorindsatsen i kofangeren har fået et nyt design med vandrette lameller. Vælger man S8-modellen, får man også de karakteristiske og sportslige 4 afgangsrør med i pakken.
Endnu mere lækker kabine
Den rummelige kabine i Audi A8 fås nu med et større udvalg af sæder og sædeudstyr. Især på bagsæderne, er der mange forskellige muligheder. I den ypperste version som hedder A8 L, er der talrige indstillingsmuligheder og en fodhviler i passagersædets ryglæn. Her kan passagererne få varmet og masseret fodsålerne i flere trin.
Hvilesædepakken omfatter rygmassage med 18 pneumatiske puder, elektrisk indstillelige komforthovedstøtter, en gennemgående midterkonsol som tilvalg – som ekstraudstyr med klapborde – 4-zoners komfortklimaanlæg og de nye skærme ved bagsædet.
Med det nye Bang & Olufsen Advanced Sound System er det muligt at se film og høre musik med 3D-lyd, som bliver sendt ud til 23 højtalere igennem en 1920 kW forstærker. Foran kører diskant højtalerne elektrisk ud fra instrumentpanelet i et elegant design. Som passager bagi har man også mulighed for at styre en lang række komfort- og infotainmentindstillinger fra Reat Seat Remote med OLED-touchdisplay.
Kørekomfort i særklasse
En af de største opdateringer ved den faceliftede Audi A8 er den nye forudseende aktive undervogn. Den kan be- eller aflaste hvert hjul separat via en elmotor med ekstra kræfter og dermed regulere karrosseriets hældning aktivt i alle kørselssituationer. Det er ret handy i f.eks. bløde sving, hvor man næsten ikke mærker, at man drejer.
Slår man bilen over i køreindstilling Comfort+, bliver turen endnu mere behagelig. Udover at blødgøre sving, arbejder bilen også sammen med frontkameraet, så det indenfor systemmæssige grænser kan registrere ujævnheder i vejen, og derved regulere undervognen på forhånd, så bilen nærmest svæver henover dem.
Ønsker man lidt mere sporty kørsel, har Audi A8 også køreindstillingen Dynamic, der får bilen til at styre stramt ind i svingene og gør undervognen mere hård, hvilket resulterer i, at karossen næsten ikke bevæger sig ved opbremsninger.
Audi A8 i Danmark
I Danmark vil den faceliftede Audi A8 blive præsenteret i en plug-in hybrid version med 462 hk og i en mere sportslig S8-udgave med hele 571 hk og V8 motor. Begge modeller forventes at blive introduceret i foråret 2022, hvor information og dansk udstyr, forbrug og priser også bliver afsløret.
Foto: Audi
audi a8