fbpx
 
Categories Bilnyheder

Nyhed: Dacia Jogger

Posted on
Nyhed: Dacia Jogger

Dacia udvider modelprogrammet med en helt ny model, som kan transportere op til syv personer på tre rækker. Navnet er Jogger og med attraktive priser og et yderst fleksibelt sædearrangement, er den som skabt til den prisbevidste og pladskrævende familie. Carlife365 har været en tur i Paris for at kigge nærmere på den rummelige familievogn.

Den 4.5 meter lange Jogger kan blive den billigste 7-sæders bil i Danmark.

Dacia vil have en bid af mellemklassemarkedet, hvor SUV-agtige praktikere bejler til den aktive familie. Jogger er midlet som skal lokke kunder til, og formlen lyder på op til syv fleksible sæder, god plads og en smart tagræling der i et snuptag kan ændres til at transportere et par subboards på tagbøjler.

Stationcar, MPV og SUV i én

Dacia har med Jogger kombineret de bedste egenskaber fra en stationcar, MPV og SUV og skabt en bil, som er helt sin egen. Pladsen fra stationcaren og MPV en forenes med et SUV look og Jogger virker som en naturlig forlængelse af det eksisterende modelprogram.

Fronten lugter af nyeste version af Sandero og også i kabinen er der genbrug at spore på bl.a. instrumentbordet. De bagerste lygter er vertikale og passer godt til bilens design. Plastkanter understreger aktivt fritidsliv og SUV-livsstil og rammer det, som mange søger.  

Det lugter af Sandero i kabinen – det vil sige simpel men god betjening.

Masser af plads

Langs siden er det tydeligt at se, at der er gjort noget ud af at skabe en så rummelig kabine som muligt. Det synlige ”knæk” mellem for- og bagrude indikerer at bagsædepassagerer forkæles med god plads.

Bemærk “knækket” mellem for- og bagrude. Pladsen ved bagsædet har høj prioritet.

Bagtil åbner en enorm bagklap og giver adgang til bagagerummet, som kan være lille eller stort afhængig af sædeindretningen. Tredje sæderække kan fjernes helt og anden sæderække kan klappes sammen, så du får et kæmpe lastrum på hele 1.819 liter. Hvis du kan undvære 3. sæderække har du mere en 700 liter at børe godt med i bagagerummet.

Med bagerste sæderække i brug, er bagagerumspladsen begrænset. Den fleksible tagræling kan hurtigt omdannes til et sæt tagbøjler til bagage, hvor du kan laste op til 80 kg.

Pladsen på anden og sæderække er slet ikke så ringe, og det overrasker mig hvor god plads jeg har på 3. række skønt jeg er 187 cm høj. De bagerste vinduer kan åbnes hængslet.

Foto: Søren Emil Mogensen – Biltesteren

Rum til fralægning her og der giver en samlet opbevaringsplads til småting på 24 liter.

På sikkerhedssiden har Jogger bl.a. 6 airbags og en række features som blind spot assist.

Jogger er baseret på CMF-B platformen og er lidt over 4,54 meter lang. Akselafstanden er imponerende 2,89 m. Højden er på 1,63 m og bredden 1,78 m. Frihøjden er 200 mm.

Hybrid på vej

Jogger kan fra lanceringen fås med to motorer: En ny TCe på 110 hk med 6-trins manuelt gear og en 100 hestes LPG ”bi fuel” ECO-G motor ligeledes med 6-trins manuelt gear. I Danmark tilbydes versionen med 110 hk.    

Senere lanceres en hybridversion med 140 hk og automatgear. Den har et selvopladende 1,2 kWh batteri og en 1.6 liters benzinmotor. Det sparer brændstof og betyder også at bilen altid starter på el.

Dacia Duster kan trække 1.200 kg på krogen.

Jogger kommer i udstyrsversionerne Essential, Comfort og Extreme Limited Edition, hvor sidstnævnte bl.a. giver en lidt anderledes styling med sorte designelementer på bl.a. fælge og sidespejle. I basisversionen er der ingen infotainmentskærm – her kan du i stedet anvende din smartphone i en integreret holder. I topmodellen fås Media NAV systemet med bl.a. trådløs Apple CarPlay / Android Auto.

Prisindikationen er 15.000 Euro. Hvad den skal koste i Danmark vides endnu ikke – men et forsigtigt bud på en startpris kunne være 165.000-175.000 kr.

Carlife365 var inviteret til Paris for at se den nye Dacia Jogger af Dacia Danmark.

Foto: Thomas Saks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet