Site icon Carlife365

Nyhed: Elektrisk Ford Capri fra 319.990 kr.

Ford Capri

Ford Capri

Med et nostalgisk navn og et helt nyt ydre smider Ford endnu en elbil på markedet med lang rækkevidde og en attraktiv prislap. Mød Ford Capri anno 2024.

Ford Explorer er knap nok landet før Ford løfter sløret for endnu en elbil. Ford Capri kan bestilles allerede fra i dag til priser fra 319.990 kr. Den bygges side om side med Explorer på fabrikken i Tyskland.

Den originale Capri fra slut 60’erne var første bil i Danmark, der vandt titlen som Årets Bil. Det var i 1969. I manges øjne er den en sand klassiker. Det er noget af den legacy, Ford nu vil bringe til live i en ny elbil.

– Ford Capri huskes særlig for at have kant, sine sportslige køreegenskaber og flotte design. Da Ford Capri blev lanceret i 1969, blev den hurtig et ikon overalt i Europa, og også herhjemme tog danskerne virkelig bilen til sig. Det er med udgangspunkt i den stolte arv, at vi nu lancerer en ny og elektrisk Ford Capri, og vi tør godt love, at der er meget at glæde sig til, siger Frank Skjærbæk, administrerende direktør, Ford Danmark.

Designet er SUV coupé med elementer fra klassikeren i bilens sideruder og lygter. Alufælge, rat og sæder er også inspireret af fortiden.

Den elektriske Ford Capri får en rækkevidde på op til 627 km, masser af udstyr og god plads.

Batteriet kan oplade 10-80 % på 26 minutter i den firhjulstrukne variant med udvidet rækkevidde. Her kan det 79 kWh store batteri lade med op til 185 kW DC og 11 kW AC.

I bagagerummet er der plads til 572 liter.

Fords Capri er tilgængelig i to varianter – Select og Premium – og i udgaver med firehjulstræk.

Ford Capri Select

Ford Capri Premium

Som standard har Ford Capri Select bl.a. 19” alufælge, 14,6” SYNC Move touchskærm, el-justerbart førersæde med lændemassage, opvarmede forsæder og rat, nøglefri adgang og start og intelligent adaptiv fartpilot.

Premium koster 20.000 kr. mere og byder på 20” alufælge, B&O audio system, kunstlæderindtræk på sæderne, håndfri el-bagklap, Matrix LED-forlygter med blændfri funktion og ambientebelysning.

Du kan opbevare din computer, vandflasker eller andre større ting i den 17 liter stor MegaConsole mellem bilens forsæder.
Ford Capri har en maksimal anhængervæk på 1.000 – 1.200 kg afhængig af varianten.

Ford forventer, at de første danske leveringer vil finde sted ultimo 2024/primo 2025.

Capri Select med 170 hk og baghjulstræk kan ikke bestilles endnu. Alle andre modeller kan bestilles online. 170-hestes versionen forventes klar til levering i 2. kvartal 2025.

Foto: Ford

Exit mobile version