fbpx
 
Categories Bilnyheder

Nyhed: Kia Picanto får markant facelift

Posted on
Nyhed: Kia Picanto får markant facelift

Kia satser fortsat på mikroklassen, og giver den lille Picanto et stort facelift. Den ligner reelt en ny model og er designmæssigt godt forbundet med det øvrige Kia-modelprogram. Under huden er der også sket ting og sager. Jeg har været til forpremiere, og her er første indtryk.

Kia holder fast i den lille

Picanto er den bil, jeg forbinder med Kias indtog i Danmark. Det er en af de mest solgte Kia-modeller flere steder i verden, og selvom salget af biler i A-segmentet er på vej ned, holder Kia fast i Picantoen.

Det sker med argumenter om, at biler med lave driftsomkostninger og lavt brændstofforbrug som Picanto er med til at understøtte denne grønne omstilling og bane vejen for en mere miljøvenlig fremtid inden for mobilitet.

Nye kofangere og lygter

Den opgraderede Picanto udspringer af Kias nye designfilosofi, og designet er blevet mere moderne og sportsligt. Jeg ser den faceliftede Picanto i en ny farve – Adventurous Green – som bestemt klæder bilen.

Snuden bærer ny kofanger og opdateret signaturkølergrillen og langs skærmene og motorhjelmen er der en ny lyssignatur. LED-forlygterne er ekstraudstyr og understreger det mere moderne udtryk.

Den nye front og farven Adventurous Green klæder Picanto.

På bagenden er der også ny kofanger og en ny bred baglygtesignatur, som får bilen til at fremstå større end den reelt er.

En GT-Line variant har en endnu større kølergrill, 16” diamond cut-fælge og en sportslig hækdiffusor.

Som standard står den på 14”-fælge og du kan opgradere til 14”- og 15” aluminiumsfælge og nye 16”-fælge.

Picanto fås med skræddersyet kunstlæder

Kabinen i den opgraderede Picanto fås med forskellige typer finish. Man kan fx vælge sædeindtræk i kunstlæder og GT-Line har en Glossy Black-pakke som standardudstyr. Vælger du farvepakker følger altid skræddersyet kunstlæder på sæder og dørarmlæn samt farvede indlæg omkring luftdyser og gearvælger.

Den nye Picanto er udstyret med et navigationssystem med en 8” touchskærm og et 4,2” digitalt cockpit. Det er muligt at parre op til to mobile enheder via Bluetooth på samme tid. Systemet omfatter både Apple CarPlay og Android Auto som standardudstyr.

Her ses kabinen i GT-Line med kunstlæder.

Brugerne kan også få adgang til den tilhørende Kia Connect-app, som er kompatibel med Android og Apple smartphones og omfatter features som fx Last Mile Navigation.

Opgraderet motor og teknik

Under motorhjelmen fås Picanto med en opgraderet version af den velkendte 1,0-liters benzinmotor. Her er udstødningsflow, ventilstyring og afkøling af forbrændingskammer optimeret.  

Motoren er sat op med forhjulstræk og en 5-trins manuel gearkasse eller Kias automatiserede manuelle gearkasse. Ifølge Kia byder sidstnævnte på det bedste fra begge verdener med brændstofeffektivitet fra en konventionel manuel gearkasse og komfort med automatiserede gearskift. Det lyder som noget, der skal prøves.

Styretøjet er forbedret med færre ratdrejninger fra side til side, så bilen er nemmere at manøvrere ved lave hastigheder og bykørsel, og ECS-systemet er sat op til bedre kontrol ved hurtig kørsel gennem sving.

De blå futter var ikke for Picantoens skyld men mere fotografens hvide infinity backdrop i studiet i Frankfurt.

Avancerede assistent- og sikkerhedssystemer

Af andre ”usynlige” forbedringer er en række nye assistent- og sikkerhedssystemer.

Alt efter bilens specifikationer kan bilen nødbremse for registrering af køretøjer, cyklister og fodgængere, hvor der er fare for kollision. Det gælder også i forbindelse med et venstresving i et vejkryds.

Picanto fås også med Blind-Spot Collision-Avoidance Assist, vognbaneassistent, træthedsregistrering og advarselsteknologi, når køretøjet foran sætter i gang. Derudover fås Intelligent Speed Limit Assist og Lane Following Assist, så bilen holdes midt i vognbanen.

Men det stopper ikk her. Hvis systemet registrerer en anden bil, som nærmer sig fra venstre eller højre side, når man bakker ud fra en parkeringsbås, advares føreren og bilen bremser.

Automatisk aktivering af havariblinket for at advare føreren af det bagvedkørende køretøj, hvis føreren pludselig bremser, er der også sammen med Hill-start Assist Control, som holder bilen bremset, så man kan sætte stille og roligt i gang på bakker.

Med faceliftet kan Kia Picanto godt tage en tørn mere.

7 års garanti

Alt sammen lugter af features fra langt større biler, og det er positivt, at en lille bil som Picanto fås med alt det.

På sikkerhedsfronten har den opgraderede Picanto op til seks airbags i kabinen samt ISOFIX-børnesædebeslag med tether- og forankringspunkter.

Picanto har Kias garanti på 7 år/150.000 km som standard, og den forventes lanceret i Danmark i sommeren 2024. Priserne er endnu ikke oplyst.

Foto: Thomas Saks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet