fbpx
 
Categories Bilnyheder

Premiere: Den nye CUPRA Tavascan

Posted on
Premiere: Den nye CUPRA Tavascan

Scenen er sat i den nedlagte Berlin-Tempelhof lufthavn, hvor CUPRA præsenterer en elektrisk nyhed i mellemklassen – CUPRA Tavascan. Carlife365 er med, og her er de første indtryk.

I de rå haller i Tempelhof med højt til loftet har CUPRA bygget et imponerende univers, hvor brandet foldes ud både fysisk og i en virtuel verden. Der er en ungdommelig vibe, og mærkets sportslige twist understreges i hele iscenesættelsen – ikke mindst med deltagelsen i Formula E.

En del af arrangementet er Formula E i Berlin på en bane ved Tempelhof lufthavn på de tidligere landingsbaner.

Selve afsløringen af Tavascan sker på traditionel vis med en introduktion fra CUPRA topfolk, hvorefter bilen triller ind på scenen.

Der er masser af genkendelige elementer fra den konceptbil, som blev vist på biludstillingen i Frankfurt tilbage i 2019.

Nyt ansigt og logo med baggrundslys

Coupé-linjerne er vellykkede og fronten viser et nyt CUPRA ansigt med bl.a. lys i logoet. Med folder og kanter de rette steder, er CUPRA lykkes med at skabe et gennemført sportsligt udtryk, der spiller. Store fælge, mat lak og flot LED lygtedesign hjælper godt til.

“I 2019 havde vi en vision om at genopfinde elektrificering: Vi ville vise verden, at elektriske biler kunne være sjove og sexede, med et fantastisk design, samtidig med at de leverede en unik sportslighed. Dengang var det måske kun en drøm. Nu, med CUPRA Tavascan, går vores drøm i opfyldelse”, siger Wayne Griffiths, CUPRA-CEO.

Baggrundsbelyst CUPRA logo.

CUPRA Tavascan er baseret på MEB-platformen, som også anvendes til bl.a. ID.3 og ID.4.

CUPRA har skruet op for de sportslige toner med dynamisk chassis-teknologi, sportsundervogn og progressiv styring.

Tavascan kommer i to kraftfulde versioner på 210 kW (286 hk) og 250 kW (340 hk). Den mest kraftfulde har to motorer og firehjulstræk. 0-100 km/t klares på 5,6 sekunder.

Batteriet er på 77 kWh og giver en rækkevidde op til 550 km. Den kan DC oplade fra 10-80 % på en halv time med 135 kWh som maksimal ladehastighed.

Tavascan har flotte coupé-linjer.

Kabine med sportsligt udtryk og god plads

I kabinen er de sportslige toner meget tydelige. Designet er ungdommeligt og unikt, og jeg kan ikke mindes, at jeg har set et så friskt design i en almindelig mellemklassebil. Sæderne er yderst sportslige med lækkert indtræk og god støtte.

Der er god plads, og selvom coupé-linjerne er stærkt faldende bagtil, kan jeg sidde fuldt oprejst på bagsædet med mine 187 cm. Benpladsen er god med et helt plant gulv ved bagsædet. Bilen er 4,64 m lang og har en akselafstand på 2,76 m.

Den store skærm er på 15” med ny software, og i samarbejde med Sennheiser tilbydes en premium lydoplevelse.

Materialevalget virker i den høje ende med blødt plast på instrumentbord og dørpaneler. I bedste CUPRA-stil er der kobberelementer forskellige steder i kabinen og en liret ambiente-belysning i bl.a. dørsiderne. Lækkert!

Moderne, sportsligt og helt sin egen. Skærmene er dog genkendelige fra andre modeller på MEB-platformen.

Som altid er der en knap på rattet, så du hurtigt kan skifte til CUPRA-mode og få fuld valuta for bilens sportslige opsætning og præstationer.

Platformen har de nyeste assistent- og sikkerhedssystemer, og byder bl.a. på avanceret Travel Assist, automatisk vognbaneskift og fjernstyret parkeringshjælp (RPA).

I Danmark i 2024

CUPRA Tavascan er designet og udviklet i Barcelona. Produktionen sker i Kina og starter inden længe. Vi skal dog ikke vente at se den på gaden i Danmark før 2024 – formentlig først på året.

Prisen kender vi ikke, men et forsigtigt bud er omkring 340.000 kr. – altså i samme prisleje som ID.4.

Foto: Thomas Saks

2 kommentarer

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet