fbpx
 
Categories Biltest

Test af opgraderet Audi Q4 Ultra 45 e-tron: Fra god til fremragende

Posted on
Test af opgraderet Audi Q4 Ultra 45 e-tron: Fra god til fremragende

Det kan være svært at se det, men Audi har givet Q4 e-tron en opgradering, som rammer plet. Størst er ændringerne under huden, og jeg dykker ned og undersøger alt det nye.

Audi Q4 e-tron har fra starten været en god elbil. Jeg var faktisk så vild med den, da den kom frem, at jeg var en tur fordi Audi i Gladsaxe og få et tilbud.

Lang ventetid og udfordringer med opladning hjemme fik mig dog på andre tanker på det tidspunkt.

Leveringstiden er der kommet styr på, og i mellemtiden har Audi givet mellemklasseelbilen en opgradering, der gør den endnu bedre.

Audi Q4 e-tron kom i 2021 og har i 2024 fået en opgradering – eller et facelift – om man vil. Visuelt ligner den sig selv.

Ny motor med flere kræfter

Først og fremmest er motoren ny. Den yder nu 286 hk (210 kW) i stedet for tidligere 204 hk (150 kW) og momentet er øget fra 310 Nm til 545 Nm.

Det klæder virkelig bilen. Den har altid haft en semi-sportslig udstråling, så det er kun godt, at den motormæssigt nu også matches.

De ekstra proteiner, som er tilført, giver en acceleration fra 0-100 km/t på 6,7 sekunder. Det er ikke nogen supersprinter, men den føles absolut frisk, kvik og agil i almindelig kørsel og ikke mindst på motorvejen, hvor topfarten er øget med 20 km/t til 180 km/t.

Et andet forbedringspunkt er hurtigopladning, som er 1 minut hurtigere, så der kan lades 10-80 % på 28 minutter. Quattro-modeller lader op til 175 kW mens varianter med baghjulstræk lader op til 135 kW. For begge er ladetiden 28 minutter fra 10-80 % grundet forskellige ladekurver.

Batteriet er fortsat på 77 kWh og rækkevidden er op til 530 km.

Nyt er også at Audi har koblet preconditionering af batteriet til navigationen, så batteriet har den mest optimale temperatur, når du kommer frem til ladepunktet.

Zoomer vi ud og kigger på konkurrentlandskabet, er Q4 e-tron ikke førende på DC-opladning, men tallene er alligevel godkendt.

En opladning fra 0-80 % tager 28 minutter. Det er lidt hurtigere end tidligere.

Mere udstyr for pengene

Det er set før, at de tyske premiummærker kan være lidt skrabede i indstigningsudgaverne. Q4 e-tron har fra starten været rimelig godt med, men Audi har nu fyret endnu mere op for udstyret.

I en moderne bil – og særligt en familieorienteret bil – kan der ikke være nok sikkerhedssystemer og komfortudstyr, og laveste udstyrstrin ”Progress” har nu som standard en yderst komplet liste.

Du får bl.a. adaptiv kørselsassistent med nødsituationsassistent, assisteret vognbaneskift, kamerabaseret vejskilteassistent og omgivelseskameraer. Der er udstigningsadvarsel og assistent til registrering af tværgående trafik bagved.

Som altid i en Audi fungerer førersystemerne lige som de skal. Der er ingen slinger i valsen her, og man fornemmer virkelig den tyske grundighed.

På komfortsiden er der nøglefri adgang og bagklappen kan åbnes og lukkes med fodbevægelse. Elektrisk lændestøtte og komfortmidterarmlæn er standard.

Bagagerummet er regulært og sluger 520 liter.

Støjsvag oplevelse i kabinen

Komforten i Q4 e-tron har siden første model været præget af en godt støjafdæmpet kabine, og her får den lige en tand ekstra med akustikglas i de forreste dørruder. Det kan lyde af lidt, men det gør en verden til forskel, at du har så lidt støj som muligt i kabinen.

Kigger vi på de digitale indslag i kabinen går Audi et trin op i forhold til infotainment og navigation, så du får en mere fuldendt brugeroplevelse.

I 2021, da Audi Q4 e-tron kom frem, var kabinen blandt de lækreste i klassen. Den er stadig fed, men lidt opfriskning af design eller materialer ville kunne løfte premiumoplevelsen yderligere.

Når det er sagt kan skærmen til infotainment efterhånden godt føles en smule klejn. Det skyldes nok primært at mange konkurrenter efterhånden har ”big size” skærme i deres biler, og jeg som bilanmelder efterhånden har vænnet mig til noget større.

Opgraderingen gør i det hele taget ikke meget ved kabinen, og her ville lidt mere finesse i kvaliteten være på sin plads for at cementere positionen som det mere premiumorienterede valg i klassen.

Pladsen ved bagsædet er der ikke noget at klage over. Her sidder man godt med god plads til både ben og hoved.

I næste udstyrstrin ”Ultra” får den endnu mere gas med bl.a. 3-zoners komfortklimaanlæg, ratvarme og forrude i akustikglas med elopvarmning.

Her får du en mere avanceret navigation, AR Head-up Display, SONOS Premium Soundsystem og Audi Matrix-LED-forlygter.

Jeg har altid været fan af S line pakken til Q4 e-tron, og det får du automatisk med i Ultra – det er naturligvis med sportsundervogn og federe styling både ude og inde. Herunder flotte 20” fælge.

Priserne uændret – men…

Audi Q4 45 e-tron Progress koster fra 419.990 kr. og det er p.t. den billigste i programmet. Audi forventer at genindføre Q4 35 e-tron senere i 2024. Vælger du Sportback i stedet for SUV er merprisen ca. 20.000 kr.

Merprisen for Ultra er 74.000 kr. og det kan lyde heftigt, men pakken indeholder rigtig meget ekstra.

Den samlede pris ender på 493.990 kr. for Ultra og så er der pludselig ikke så langt op til Q6 e-tron, der starter fra 589.990 kr.

Her får du dels en nyere, større, kraftigere og mere avanceret model med ca. 100 km mere rækkevidde og hurtigladning op til 260 kW.  

Audi Q4 e-tron er en glimrende elbil blandt konkurrenterne. Audi har holdt prisniveauet stabilt, så opgraderingen er i princippet gratis.

Modspillerne har i mange tilfælde fået skruet prisen ned – også selvom der er kommet opgraderinger og facelifts – så i det lys er Q4 e-tron prissat lidt i den høje ende.

Specifikationer – Audi Q4 45 e-tron

  • Motor: Elmotor med baghjulstræk
  • Ydelse: 286 hk (210 kW)
  • Moment: 545 Nm
  • Batteri: 77 kWh
  • Opladning AC/DC: 11/135-175 kW (28 min. DC ladning fra 10-80 %)
  • Rækkevidde: 530 km (WLTP) – 519 km i testbilen grundet ekstraudstyr
  • Topfart: 180 km/t
  • Acceleration 0-100 km/t: 6,7 sekunder
  • Bagagerum: 520 liter
  • Dimensioner: 4.588 mm længde x 1.865 mm bredde x 1.617-1.632 mm højde
  • Garanti: 2 år (på batteri 8 år /160.000 km)
  • Pris: Fra 419.990 kr.

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet