En veltrænet sportsudøver i jakkesæt. Sådan kan jeg bedst beskrive den nye Audi A6 Avant efter en uge i selskab med den agile tysker.
Audi er tro mod sit DNA og leverer med den nye A6 en pakke, hvor det sportslige i kombination med højt teknisk niveau og lækker kvalitet giver dig præcis den oplevelse, som du forventer i en Audi. Prisen er også derefter, og du får lov til at betale, hvis du vil have ekstraudstyr fra den 8-siders lange ekstraudstyrsliste.
Det startede med Audi 100 i de glade 60’ere
Audi A6 blev lanceret i 1968 under navnet Audi 100. Navnet var en reference til motorens størrelse på 100 hk. I 1994 skiftede bilen navn til Audi A6, som vi kender i dag. Audi 100 blev en kæmpe succes for Audi, og var den første model i mærkets historie, som nåede en produktion på 1.000.000 biler. Det kantede design i 60’erne og 70’erne blev afløst af et mere blødt design i 80’erne. De bløde linjerne fortsatte op i 90’erne og 00’erne, men med den netop lancerede model her i 2018, er skarpheden kommet lidt tilbage i designet.
Man skal være en kender for at se forskel
Det udvendige design på den nye A6’er har fået hvad jeg vil kalde en nænsom opdatering. Det kræver nogle runder om bilen, før ændringerne træder frem. I forhold til forgængeren står den nye A6 med et lidt mere atletisk udtryk. ”Single frame” kølergrillen er blevet lidt større. Bagpå afslører en tværgående kromliste mellem lygterne, at det er den nye model.
Den nye model er kun marginalt større end forgængeren: 7 mm længere, 12 mm bredere og en øget akselafstand på 12 mm. Bilen er 4,94 m lang. Længden i kabinen er øget med 21 mm, og det kommer bl.a. bagsædepassagererne til gode, hvor pladsen nu på på niveau med Mercedes E-klasse. Limousinen sluger 530 liter i bagagerummet og i Avant får du 565 liter.
Rent stylingsmæssigt kommer Audi A6 som standard med 17” fælge. De er i min optik for små til bilen. Her vil jeg foretrække en større fælg og vælge fx 19” som ekstraudstyr. Krom på de tværgående lameller i ”single frame” kølergrillen pynter også gevaldigt.
Lækker B&O agtig kabine
Indenfor er der sket store ændringer. Her har Audi virkelig strammet sig an og løftet både design og kvalitet til helt nye højder. Her kunne BMW lære noget!
Midterkonsollen er orienteret mod føreren hvor to touch response skærme udgør betjening af hhv. navigation, radio og telefon (øverst) og klimanlæg, sædevarme m.m. (nederst). Det nye system med touch response betyder, at du kan mærke og høre et tryk på skærmen. Det gør at oplevelsen kommer tættere på det taktile med en rigtig knap. Det er virkelig en god detalje, som især giver mening, når du er i fart og har øjnene på vejen.
Audi har også udviklet stemmestyring, så du fx kan tilpasse temperaturen i kabinen via tale. Dette er dog ikke tilgængeligt på dansk. Jeg prøvede i forbindelse med testen at tale tysk til Audi’en, men det var den ikke så glad for. Dansk er dog tilgængeligt som sprog i alle menuer på skærmene.
Som ekstraudstyr kan du bestille et digitalt cockpit (12,3”), som udover at være meget læsevenligt også ser rasende godt ud. Du kan indstille det digitale cockpit præcist med den visning, som du ønsker.
Den nye Audi A6 passer godt på dig i trafikken
Der er udviklet intet mindre end 38 forskellige assistentsystemer i den nye A6. Her er nye funktioner til bl.a. bykørsel som holder øje med cyklister eller andet trafik og holder igen hvis du åbner døren og der ikke er fri passage. Kameraer holder også øje, så hvis du fx skal bakke ud af en parkeringsbås, så bremser bilen ved fare for kollision. Senere introduceres to helt nye systemer, så bilen kan parkere selv i en parkeringsbås eller garage.
Audis 360-grader kamera (ekstraudstyr) er en ikke bare en sjov gimmick. Det giver dig et rigtig godt overblik, når du skal parkere bilen, og det øger sikkerheden.
Køreegenskaberne er til den sportslige side
Audi A6 giver dig en sportslig køreoplevelse. Heldigvis går det ikke udover komforten, som der er masser af i den store familiebil.
Testbilen med 40 TDI 4-cylindret motor og 204 hk passer perfekt til en bil af denne størrelse. Der er masser af trækkræft og overskud.
Brændstoføkonomien er absolut også godkendt. Jeg opnåede et testresultat på 19 km/l, som er tæt på de 21,3 kl/l, som Audi lover ved blandet kørsel.
Den perfekte familiebil
Audi A6 står som en perfekt familiebil. Prisen for testbilen ligger på 761.259 kr. med ekstraudstyr (pris fra 644.770 kr.). Det er mange penge for en familiebil – men der skal i min optik noget ekstraudstyr i, før den bliver rigtig sjov. Beskatningsgrundlaget er fra 509.000 kr. for Avant.
Du skal vælge Audi A6 hvis du…
- Gerne vil have den nyeste teknologi
- Går efter premium kvalitet
- Gerne vil have en bil som er sportslig og elegant
Konkurrenterne
- Mercedes E-klasse
- Volvo V90
- BMW 5-serie Touring
Tekniske data
Motortype: R4 dieselmotor
Slagvolumen: 1.968 cm3
Ydelse: 204 hk v. 3.750-4.200 omdr./min.
Maks. drejningsmoment: 400 Nm v. 1.750-3.500 omdr./min.
Trækprincip: forhjulstræk
Gearkasse: 7-trins S tronic
Elektrisk system: 12 volts mild hybrid system
Tophastighed: 241 km/t
Acceleration 0-100 km/t: 8,3 sek.
Brændstofforbrug: 21,3 km/l v. bl. kørsel (afh. dækstr.)
CO2 emission: 124 g/km v. bl. kørsel (afh. dækstr.)
Energibogstav: A
Egenvægt: 1.710 kg (1.785 kg inkl. fører)
Bagagerumskapacitet: 565 liter
Læs mere på www.audi.dk