Udvalget af rummelige elektriske familiebiler i moderigtigt SUV-snit har aldrig været større, og der kommer løbende nye modeller på markedet som BYD Seal U. Jeg kigger nærmere på den nye spiller i klassen.
Nyt mærke i Danmark
Senere er der kommet yderligere tre modeller til – den lille Dolphin, den sportslige Seal og nu den rummelige SUV Seal U.
Det går stærkt med at indtage det danske marked, og hastigheden er godt hjulpet på vej med en tung spiller i ryggen. Forhandlernetværk, salg og service sker nemlig gennem et forhandlernetværk, der er ejet af Nic. Christiansen Gruppen.
På verdensplan er BYD en gigantisk spiller og førende inden for batteriproduktion… og elbiler. Faktisk sælger BYD flere elbiler end nogen anden.
Man må derfor forvente, at der er styr på det håndværksmæssig i at bygge en elbil, som rigtig mange gider at købe.
I Danmark går salget sådan nogenlunde. Det tager tid at slå et nyt mærke an – og så er der nogle ting, som lige skal tilpasses Europa.
Stor og veludstyret
BYD Seal U har bestemt mange kvaliteter.
Designet er pænt, kabinen indbydende og kvaliteten føles i orden. Testbilen er den mest veludstyrede Design-version, er der stort set alt, hvad du har brug for – herunder også premium indslag som head-up display og køl i forsæderne.
Den store skærm, der kan ”flippe” mellem høj- og bredformat, er nem at betjene, når man først har luret menuopsætningen, så det skal man nok blive dus med.
Der skal dog en del ”klik” til for at komme ned i nogle af indstillingerne – herunder assistent- og sikkerhedssystemerne. Og her må du nødvendigvis søge hen, hver gang du starter bilen, for at få afbrudt det alarmhelvede, der bryder løs, når du kører.
Pladsen er god ved for- og bagsæder og bagagerummet sluger 552 liter.
Det er alt sammen guf til det store marked af familiebiler.
Stort batteri med lavt forbrug
Batteriet i Design-versionen er 87 kWh med en rækkevidde på 500.
AC-opladning sker med op til 11 kW mens lynladning DC er 140 kW. Det er set hurtigere hos flere konkurrenter.
Forbruget i Seal U er lavt. I min test kører jeg mest by- og landevejskørsel, og her er forbruget 18,3 kWh / 100 km ved temperaturer omkring 5-6 grader. Det er flot.
Ved blandet kørsel, hvor der også indgår motorvej, er forbruget i min test 22,9 kWh / 100 km. I en højbenet SUV i kolde temperaturer er det pænt.
Blød undervogn
Alt er dog ikke helt så rosenrødt. Jeg kan ikke rigtig blive venner med affjedring og undervogn, som er blødt som en pakke smør, der har ligget udenfor køleskabet en hel eftermiddag.
Det kan på en god dag lugte af komfort, men den er simpelthen for svømmende i helt almindelig kørsel. Dynamisk kørsel i BYD Seal U skal du nok holde dig fra.
Derudover er jeg ikke kompatibel med pilot assistentsystemet, som efter min mening griber for meget og for kontant ind. Det er set mere raffineret.
BYD-modellerne har et ret forskelligt designudtryk ude såvel som inde. Jeg kan egentlig godt lide, når der er et mere tydeligt familiebånd i udtrykket og betjeningen af bilen, så her skal jeg lige forstå, hvad strategien og tanken er hos BYD.
Pris fra 319.995 kr.
BYD Seal U skal nok trække kunder i butikken. Prisen på 339.995 kr. for den topudstyrede variant Design med stort batteri er attraktiv.
Kan du klare dig med et mindre batteri på 71,8 kWh og en rækkevidde på 420 km (WLTP) er prisen nede på 319.995 kr. for en Comfort-version.
Her får du lidt mindre udstyr – det er bl.a. head-up display, der ryger – og DC opladning sker kun op til 115 kW. De sidste 20.000 kr. er derfor godt givet ud.
Specifikationer BYD Seal U Design
- Elmotor med forhjulstræk
- Ydelse: 160 kW / 218 hk
- 0-100 km/t: 9,6 sek.
- Topfart: 175 km/t
- Batteri: 87 kWh
- Opladning AC/DC: 11/140 kW
- Rækkevidde: 500 km
- Forbrug: 18,3 -22,9 kWh / 100 km (testresultat)
- Vægt: 2.147 kg
- Træk: 1.300 kg
- Dimensioner: 4.785 mm længde x 1.890 mm bredde x 1.660 mm højde (akselafstand 2.765 mm)
- Garanti: 6 år på bil – 8 år på batteri
- Sikkerhed: 5 stjerner Euro NCAP
- Pris fra 339.995 kr. for Design – Comfort fås fra 319.995 kr.
Foto: Thomas Saks