fbpx
 
Categories Biltest

Test: Ford Mustang Mach-E

Posted on
Test: Ford Mustang Mach-E

I en tid hvor flere og flere elbiler ligner kloner skabt i en vindtunnel af ingeniøragtige 12-talstyper, er Mustang Mach-E et anderledes forfriskende bekendtskab. Vi har kørt elbilen, som på det ydre gør en dyd ud af at være anderledes.

Anmeldelsen præsenteres i samarbejde med Continental.

Hvor andre bilproducenter skaber nye navne som EQ, EV og ID til de elektriske modeller, tager Ford et baglæns skridt ind i fremtiden. At bruge det oktan-tunge Mustang-logo med en nærmest rebelsk aura af saft og kræft til en elbil siger lidt om, hvad Ford prøver at opnå med sin første dedikerede elbil.

Nye toner i en Mustang

Med en klar reference til Mustang GT viser særligt lygtedesignet på Mach-E et familiemæssigt bånd, og set i profil er coupélinjen markant. I mørke toner den løbende pony op i en lyskegle på jorden, når du nærmer dig bilen. Dørhåndtag er stort set ikke eksisterende. Dørene åbnes på en knap eller via din telefon, og selvom jeg var skeptisk, da jeg så det, fungerer det overraskende godt i praksis.   

Rummelig kabine

Motorhjelmen er svulmende at kigge på, og når du sidder bag rattet virker snuden enorm. Men der er ikke en gigantisk motor under hjelmen. Det er faktisk slet ikke muligt at se motoren, for alt er dækket med en sort plastkappe. I midten af motorrummet er et stort og dybt ”frunk” på 100 liter, som er vandtæt og praktisk til mudrede støvler eller en brugt våddragt, og til højre er en studs til at påfylde sprinklervæske. Thats’ it. Sådan kan en Mustang også se ud her i 2022.

En motorhjelm med former og kurver ser godt ud på Mach-E.

Kabinen er rummelig og jeg tester hurtigt pladsen på bagsædet, fordi den faldende taglinje indikerer, at jeg med mine 187 cm skal slås med loftet. Men bagsædet er placeret tilpas lavt til at jeg kan sidde der uden problemer. Designet udfordrer dog udsynet skråt bagud, som er begrænset og kan give lidt sved på overlæben, når du skal tage højresving i tæt bytrafik med cylister og fodgængere. Ved manøvrering på en parkeringsplads assisterer et 360 graders kamera-view (ekstraudstyr).

Der er overraskende god plads ved bagsædet og fin komfort med friskluftdyser.

Instrumentbordet er renset for knapper, og alt betjenes fra den centrale touchskærm eller fra knapperne på rattet. Skærmen er stor og har en wau-effekt, når du ser den første gang. En stor volumenknap er integreret i bunden af skærmen, så du kan nye B&O-lyden (ekstraudstyr) ved at skrue på en rigtig knap.

Skærmen på 15,5” er nem at navigere rundt i og grafikken er flot. Faktisk er den lavet så godt, at jeg ikke savner gammeldags knapper til betjening af fx klimaanlæg. Systemet opdaterer over the air.

Heldigvis har Ford valgt at beholde et cockpit, som med 10,2” er tilpas stort til at vise de mest essentielle informationer i den digitale flade. Det er lige niveauet over det, du får i en ID.4. Tesla-fans har efterhånden vænnet sig til at leve uden et cockpit, men i min optik fungerer det bedre med.

Kvalitetsindtrykket i kabinen er i den høje ende med gode materialer og en fin funktionalitet. Der er tilpas med aflæggeplads med kopholdere og små rum samt nem adgang til trådløs opladning af mobilen (standard).

Mach-E er veludstyret og jeg glæder mig især over at adaptiv fartpilot, bakkamera og automatisk op- og nedblænding af fjernlys er standard. Alle nødvendige assistent- og sikkerhedssystemer har den også, hvor bl.a. den aktive vejbaneassistent gør et godt stykke arbejde.  

Kunstlædersæderne er flotte og yder god støtte og komfort.
Testbilen står som standard med 18″ fælge.

Ikke glad for kulde

Køreegenskaberne er ikke meget anderledes end de fleste andre elbiler i samme klasse. Der er en god balance mellem komfort og dynamik skønt undervognen føles en tand mindre raffineret end fx Audi Q4 e-tron. Bilen har 294 hk og baghjulstræk samt en rækkevidde op til 610 km, så alt ser godt ud på papiret. I realiteten føles den mindre performance-agtig og rækkevidden er umulig at opnå i det kolde vintervejr, hvor jeg ikke får den over 400 km – heller ikke med one-pedal driving aktiveret og morfarkørsel.

Selvom vinterdækkene rumler lidt, er bilen pænt støjdæmpet og tilbyder på den måde en god komfort. De forskellige drive modes giver på de måde mening, så du kan vælge om der skal være mere komfort eller dynamik på turen. Du skifter drive modes på skærmen, hvor du også kan aktivere one-pedal driving.

Batteriet er på 99 kWh (brutto) i testbilen, som har udvidet rækkevidde. Den kan lade op til 150 kW (DC), som gør den oplagt hvis du ofte kører længere ture.

Design med muskler – navnet forpligter.

Med en pris på 455.580 kr. for testbilen med udvidet rækkevidde ligger Mach-E lidt i den dyre ende sammenlignet med konkurrenterne. En frapris på 411.090 kr. er mere spiselig, men her må du nøjes med et mindre batteri.

Mach-E fås også med firehjulstræk og i en kraftig GT version med næsten 500 hk.

Specifikationer Ford Mustang Mach-E RWD med udvidet rækkevidde

  • Motor: Elmotor med baghjulstræk
  • Ydelse: 294 hk (216 kW)
  • Drejningsmoment: 430 Nm
  • 0-100 km/t: 6,1 sekunder
  • Topfart: 180 km/t
  • Batteri: 91 kWh netto / 99 kWh brutto
  • Opladning: 11kW AC og 150 kW DC
  • Bagagerum: 402 liter + 100 liter frunk
  • Træk: 750 kg
  • Dimensioner: 4.712 mm længde x 1.881 mm bredde x 1.597 mm højde
  • Garanti: 2 år
“Absolute Black” hedder farven på testbilen.

Foto: Thomas Saks

9 kommentarer

9 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet