Site icon Carlife365

Test: Kia Proceed GT

Kia Proceed GT

Kia Proceed GT

En fornuftig Kia i designertøj. Så simpelt kan det siges. Eller kan det? Jeg kigger nærmere på Kia Proceed GT, som udover de vellykkede shooting brake linjer også er sat op til sportslig kørsel med 204 hk og en udstødning med brum i.

Vi har tidligere testet Kia Proceed på Carlife365, og er generelt begejstrede for den sportslige familiebil.

Den har efterhånden nogle år på bagen, og der er sket meget med nye elbiler som Kia EV6 de seneste år, så gensynet med Proceed rummer både godt og skidt.

Sportslig snude med GT kølergril og markante luftindtag.

Svedigt shooting brake design

På plussiden er designet langtidsholdbart. Proceed blev lanceret for fire år siden, og de sportslige linjer holder stadig. GT-varianten står flot på 18” fælge og ledsages af GT styling med skørter, kølergrill og kofangere. Den røde kontrastfarven hiver et ekstra stik hjem på sportsligheden, og står skarpt sammen med den sorte lak.

Alle Ceed-modeller fik en opgradering i 2021, hvor nyere teknologi med assistent- og sikkerhedssystemer samt opgradering af digitale skærme sørgede for, at alt under huden leveres efter nutidens standarder og behov.

De to ovale afgangsrør præger bagenden sammen med røde kontrastdetaljer. Der kom nyt Kia logo på Proceed for nogle år siden, da Kia fik ny visuel identitet.

Kabine i høj kvalitet og masser af udstyr

Kabinens indretning præges af sportslige læder- og alcantarasæder med røde syninger. Kvaliteten er som sædvanligt på højt niveau i Kia, og Proceed er ingen undtagelse. Bilen føles så solid, at man godt forstår, at fabrikken tør tilbyde 7 års garanti.

Kabinekvalitet på højt niveau – det har Kia godt styr på.

Proceed GT er proppet med udstyr, og der er kun få mangler. Heldigvis er adaptiv fartpilot standard med DCT automatgear, som testbilen har, mens elektrisk bagklap og trådløs mobilopladning skal tilkøbes.

Pladsen er tilpas til en familie og bagagerummet med 594 liter er rummeligt. Du sidder lavt i sæderne, og mens det understreger de sportslige tanker bag bilen, vil nogle måske finde den lige bøvlet nok at komme ind og ud af.

Bagagerummet er stort med plads til 594 liter.
Pladsen ved bagsædet er på linje med andre i mellemklassen.

Lav vægt en fordel

En 1,6 liters T-GDI benzinmotor har 204 heste og med en egenvægt på kun 1.367 kg, føles Proceed kvik og dynamisk. Mens tophastigheden på 225 km/t giver muligheder på motorveje syd for den danske grænse, er accelerationen fra 0-100 km/t på 7,5 sekunder i svær konkurrence med de præstationer, moderne og tilsvarende elbiler kan diske op med.

Proceed har to køreindstillinger – almindelig og sport – så der er ikke lagt op til noget øko her. På papiret er brændstofforbruget 14,7 km/l ved blandet kørsel, og jeg rammer meget tæt på målet med 14,5 km/l i testen. Det er slet ikke så tosset.

I den sportslige køreindstilling får motoren en markant anderledes lyd. Det er for at understrege bilens sportslige karakter og kan bedst beskrives som en brummende lyd.

Kia Proceed GT sammen med min Triumph Daytona 675. Der er godt brum i dem begge.

Motoren er kultiveret og arbejdet stærkt, så lyden giver en bekræftelse af det, der foregår under motorhjelmen, og omsættes til ”brum” fra bilens dobbelte potter, der med det markante kromlook ligner noget, man får lyst til at ligge og polere så snart muligheden er der.

Om lydbilledet er en fordel eller en ulempe er en smagssag, men min opfattelse af, hvad der er fedt, rykker sig også i takt med at flere og flere elbiler udkommer i sportslige udgaver. I sådan en sammenligning fremstår Proceed GT larmende – især på motorvej – med støj fra både motor, dæk og vind. Her kan man virkelig opleve, hvor meget nye moderne elbiler er støjdæmpet i direkte sammenligning med den adrætte Proceed GT.

Stadig et godt valg?

Er Proceed GT ved at blive overhalet af en ny virkelighed? På sin vis ja. Køreegenskaberne – både hvad angår den dynamiske- men i høj grad også den komfortable side, som er der, de fleste kilometer batter i en familiebil – står i skyggen af de moderne elbiler.

Og fordi ”de grønne” alternativer får rabat på afgiften, kommer prisen på Proceed GT op i 425.000 kr. for testbilen, hvoraf de godt 20.000 er ekstraudstyr i form af farvetillæg, elbagklap og trådløs mobiloplader. I det prisniveau er der mange alternativer.

Proceed fås i billigere udgaver, og kan du nøjes med en mindre motor med 160 hk, manuelt gear og mere afdæmpet styling kan du slippe afsted med 329.900 kr.

Plug-in hybrid drivlinje fås ikke i Proceed.

Godt design holder længe – det er Proceed et synligt bevis på. Men nye standarder med potente elbiler gør det svært for Proceed GT at shine ligeså meget på performance og køreegenskaber, som tidligere.

Specifikationer Kia Proceed GT

Foto: Thomas Saks

Exit mobile version