Silhuetten er genkendelig og uændret. Land Rover Defender er fortsat noget helt særligt, og hæderen af de ældre generationer er at spore i designet på Defender i nyeste aftapning. Vi har tidligere testet den lange 110-version, og nu er turen kommet til den korte 90″ med tre døre.
Genopfindelse af et ikon
Alpine light, offroad detaljer på kølerhjelmen, det store reservehjul bagpå og stålfælge er en tydelig hilsen tilbage til de ældre generationers design. Det er en yderst vellykket nyfortolkning, hvor Land Rover har tænkt nyt uden at komme for langt væk fra bilens DNA. Den nye Defender oser af klasse og holdbarhed. Den er født til at blive brugt – også på den hårde måde.
Skabt til at blive brugt
Når man tager plads i bilen, er følelsen af gode materialer og holdbarhed det første, som springer i øjnene. Især det sidste er der lagt meget vægt på fra Land Rovers side.
Med en helt ny platform og det stive karosseri af letvægtsaluminium har Land Rover udviklet den mest holdbare bil til dato. Alsidigheden forbløffer mig. Defender fungerer utroligt godt på offroad-veje og gør det også fremragende på normale veje og ved bykørsel.
Fungerer også i byen
Med 1,97 m i højden og 4,3 m i længden fylder den nye Defender godt i bybilledet. Men samtidigt føles bilen let og overkommelig at køre i. Det avancerede parkeringskamerasystem med 3D-visning og kameraer i alle retninger, gør det overkommeligt og nemt at manøvrere bilen og parkere.
Selve kørslen i byen er behageligt med høj komfort og automatgearkassen med otte trin gør sit for at gøre køreoplevelsen god. Der er ganske enkelt ikke gået på kompromis med komforten.
Et opdateret Pivi pro-infotainmentsystem med intuitivt interface, halvdigitalt instrumentbræt og utallige USB-indgange har gjort den nye Defender up-to-date. På rattet finder man knapper til styring af fartkontrol og media, hvilket fungerer ganske fint.
Kraftig dieselmotor
Land Rover Defender drives af en dieselmotor med 250 hk og 570 Nm, hvilket er rigelig kraft til at flytte de omtrent 2300 kg. Med en topfart på 188 km/t og 0-100 km/t på 8 sekunder, imponerer Land Rover Defenders store dieselmotor. På offroad-veje og andet udfordrende terræn virker dieselmotoren nærmest ubesværet og uden udfordring. Det samme gør sig gældende på motorvejen, hvor en overhaling nemt kan foretages og hastigheden opnås uden de store problemer.
Plads til seks personer
I kabinen er pladsen god. Det designmæssige udtryk i interiøret er veludført, og der er tænkt over hver eneste lille detalje som det indgraverede ”DEFENDER” i rattet.
På bagsædet kan der sidde tre personer og foran kan man slå et ekstra sæde op i midten, så man rent faktisk kan være seks personer i bilen. Udførelsen af det tredje forsæde er ganske fornuftigt, dog må man gå på kompromis med benpladsen. Pladsen er nok bedst egnet til de små. Adgangen til bagsædet er ikke den nemmeste i denne tre-dørs version.
Det tredje forsæde gør Defender interessant som van, og når sædet ikke anvendes, kan det fungere som et bord.
Toppen af klassen
Den testede Defender 90″ med ekstraudstyr som ClearSight Rear view mirror og en speciallak i den flotte Pangea Green løber op i 1.046.500 kr.
Modellen har en startpris på 899.900 kr. for en D200.
Defender er dyr – men også en af de bedste. Det er svært at finde andre i klassen, der kan hamle op med styrken og egenskaberne, som Defender besidder.
Det bedste ved Land Rover Defender
- Alsidighed
- Mulighed for ekstraudstyr
- Holdbarhed
- God plads – smart med tredje sæde på forreste række
- Funktionalitet
- Komfort
- Design og teknologi
Det kunne være bedre
- Høj startpris
- Det fulde udbytte kræver en offroad-interesse
Konkurrenter
- Toyota Land Cruiser
- Jeep Wrangler
Specifikationer
- Motor: Diesel (6-cylindret) med permanent firehjulstræk
- Gearkasse: 8 trins automatgear
- Ydelse: 250 hk
- Moment: 600 Nm
- Forbrug: 9,7-11 km/l ved blandet kørsel
- 0-100 km/t: 8,0 sek.
- Tophastighed: 188 km/t
- Tankindhold: 89 liter
- Bagagerum: 397 liter
Foto: Zacharias Lund
land rover defenderoffroad