Smuk som dagen er lang – det er essensen af den nye CLE Coupé. Den erstatter tidligere coupé-varianter af C- og E-Klassen, og hvordan det går, kan du blive klogere på her.
En fryd for øjet
Jeg har en svaghed for coupéer. Linjerne er klassisk smukke med en lang snude og hældende taglinje.
Alt det har Mercedes CLE Coupé, og jeg vender mig om og kigger efter den HVER gang jeg parkerer.
Størrelsesmæssigt er den med sin 4,85 meter lange muskuløse krop en smule længere end den foregående E-Klasse Coupé.
Den erstatter som nævnt også C-Klasse Coupé, og her får man altså over 16 cm mere i længden.
Øvelsen hos Mercedes-Benz med at morphe to modeller i én overrasker ikke. Salget af de fossile biler går ikke så strygende som tidligere, og det kræver store investeringer at holde flere forskellige drivlinjer i produktion.
Med CLE Coupé er resultatet en bil, der udvendigt mest virker som en afløser for E-Klasse Coupé rent størrelsesmæssigt, mens den indvendigt ligner en afløser for C-Klasse Coupé i look and feel.
Hvis det er det, der skal til, for at holde en fossil coupé med stjerne på fronten i live, then fine by me.
Plads til fire
Med bilens lave højde er det en fordel at have en nogenlunde adræt krop, når du skal ind og ud. Bilen har plads til fire personer, men bagsædet er mest for de små. Det er prisen for at køre i en smuk coupé.
Kalder på en motor med mere brum
Køreoplevelsen i testbilen er en lidt blandet omgang. Styretøj og affjedring er der ikke noget at sætte en finger på, men 9-trins automatgearkassen døjer lidt med at finde melodien med den firecylindrede motor.
Motoren mangler egentlig ikke saft og kraft som sådan. Der er 258 hypper at lege med, og de fire cylindre snurrer støjsvagt. Det er godt for både dynamikken og komforten.
Men en motor med flere cylindre og lidt mere brum ville passe bedre i en bil som denne. Det er næsten som om, at udtrykket og designet kalder på det.
Den findes i programmet og hedder 450 CLE 4MATIC Coupé med 6 cylindre og 381 hk. Er brændstoføkonomi vigtigere, kan du vælge en dieselvariant. Den hedder CLE 220 d Coupé og har 197 hk. Den kører over 20 km/l ved blandet kørsel. Men diesel og coupé er i min optik et mismatch.
Højt udstyrsniveau giver premium feeling
Benzinversionerne fås med AMG styling både ude og inde, hvor lækkerier som 19” AMG-letmetalfælge og multifunktionssportsrat løfter fornemmelsen af sport og premium. Det må du undvære i dieselvarianten.
Uanset model får du en fuld pakke af assistent- og sikkerhedssystemer, og de fungerer helt som de skal. Den adaptive fartpilot er en fornøjelse at køre med, når du skal langt.
Bilen er i det hele taget komfortabel på de lange ture – og når du bare cruiser stille og roligt langs strandvejen. Og det sker med et brændstofforbrug på 14 km/l.
Standardudstyret er flot. Du får altid LED HIGH PERFORMANCE-forlygter, MBUX-infotainmentsystem, 2-zonet THERMATIC klimaanlæg, ARTICO-kunstlæder, elektrisk justerbare forsæder med memory, parkeringspakke med bakkamera, nøglefri adgang og start, adaptiv fjernlysassistent og trådløs opladning af smartphone.
Kabineoplevelsen minder som sagt meget om det, du finder i en C-Klasse, og kvaliteten og designet klæder egentlig CLE Coupé ganske fint. Alle materialer er lækre og samlingerne er knivskarpe. I bund og grund handler forskellene mellem E- og C-Klassen efterhånden mere om plads end oplevet kvalitet, så jeg ser ingen mismatch i det interiør, der er i CLE Coupé.
Plug-in hybrid er billigst men ikke billig
Den billigste CLE Coupé er en plug-in hybrid. Den hedder CLE 300 e EQ Hybrid coupé og koster 757.570 kr. Den er relativ ny i modelprogrammet. Her får du baghjulstræk og 204+129 hk. Modellen er interessant grundet prisen og et lavt forbrug.
Batteriet er på næsten 20 kWh og det giver en rækkevidde på hele 111 km. Batteriet fylder og æder 130 liter af pladsen i bagagerummet.
Næstbilligst er dieselvarianten til 783.896 kr. og testbilen med benzinmotor og 258 hk står til 850.839 kr.
Vil du have en kraftigere benzinmotor kravler prisen i vejret. Her skal du finde hele 1.083.199 kr. for de ekstra heste i 450 CLE 4MATIC Coupé. Det fristende ved den er det 6-cylindrede orkester.
Topmodellen er Mercedes-AMG CLE 53 4MATIC+ coupé med 449 hk til 1.293.953 kr.
Specifikationer
- Motor: Firecylindret benzinmotor
- Ydelse: 258 hk
- Moment: 400 Nm
- Gearkasse: 9G-TRONIC (automatgear)
- Acceleration 0-100 km/t: 6,2 sek.
- Tophastighed: 250 km/t
- Dimensioner: Længde 4.850 mm – Bredde 1.860 mm – Højde 1.422 mm
- Egenvægt: 1.875 kg
- Bagagerum: 420 liter
Foto: Thomas Saks
c-klassecoupee-klassemercedes-benzmercedes-benz cle coupe