Site icon Carlife365

Test: Mercedes-Benz GLA 250e (facelift)

Den mindste SUV i modelprogrammet hedder GLA. Den har fået et facelift med opfrisket design, nye motorer og forbedret MBUX-infotainment. Jeg tester varianten med plug-in hybrid drivlinje.

En ny front binder GLA endnu tættere sammen med den fossile gren af modelfamilien. Den ser egentlig ganske potent ud med AMG kølergrill, større luftindtag og muskuløse folder på motorhjelmen. Styling er standard og får bilen til at se større ud, end den reelt er.

Faceliftet byder bl.a. på en opdateret front med nyt design.

Standard er også LED High Performance-lygter samt 18” letmetalfælge. Lygterne tilpasser sig omgivelserne, når du kører, og jeg oplever, at Mercedes har utrolig godt styr på denne teknologi. Har du først vænnet dig til dette lys er det svært at acceptere almindeligt kørelys.

Stylingen på testbilen er piftet op med AMG-detaljer (ekstraudstyr).

Genkendelig kabine med forbedret infotainment

I kabinen er der gensynsglæde med en indretning, der minder mig om den A-Klasse, jeg selv havde, før jeg fik elbil.

Det er primært på skærmen, at der er sket nyt. MBUX-systemet er forbedret med flere muligheder for tilpasning og designvalg.

Bag rattet er pladsen fin og betjeningen god.

Rattet er nyt og minder nu om det, der er i de andre modeller. Knapperne på rattet er med nye touch-felter i stedet for gammeldags knapper. Det er ikke noget, der letter betjeningen, men det ser mere moderne ud.

Forbedringerne er i småtingsafdelingen, men det er lige præcis nok til at bilen føles en tand mere nutidig. Knapperne til betjening af klima er bibeholdt, og det er kun godt i min optik.

Lille SUV med stor luksusfølelse

Selv om GLA er den mindste i programmet, skal kunderne ikke snydes for luksus og high-end udstyr. Som noget nyt er Burmester surroundsound-system i kombination med Dolby Atmos tilgængeligt som ekstraudstyr. Head-up display fås også.

Sammen med en lækker styling i testbilen med brunt kunstlæder og mikrofiber, er der absolut en kabineoplevelse i den høje ende. Det er godt set af Mercedes, at man ikke skal snydes for en luksusoplevelse selv i de mindre modeller, og så er jeg bare kæmpe fan af brunt læder. Det er som om, at det bare passer super godt til sådan en tysker.

Brunt kunstlæder og mikrofiber i en tysker passer som fod i hose. I love it!

Med til kabineoplevelsen hører også, at pladsen er overraskende god. Selv ved bagsædet kan man sidde med fin komfort. Bagsædet kan længdeforskydes, og det øger fleksibiliteten. Du kan dermed prioritere ekstra benplads ved bagsædet eller mere plads i bagagerummet, som i øvrigt rummer 385 liter.

Bagsædepladsen imponerer mig. GLA føles slet ikke lille.

Forbedret plug-in hybrid drivlinje

GLA fås med fem forskellige motorer, og jeg tester plug-in hybriden 250 e med en samlet effekt på 218 hk.

I forbindelse med faceliftet er elmotoren forbedret med flere kræfter. Batteriet er på 11,5 kWh og det giver en rækkevidde ved elektrisk kørsel på op til 69 km (WLTP).

Opladning er forbedret så AC nu sker med op til 11 kW. Som ekstraudstyr til ca. 8.000 kr. kan man tilkøbe en 22 kW DC onboard-lader.

Elektrisk kørsel giver en rækkevidde op til 69 km (WLTP).

Benzinmotoren er fortsat firecylindret.

GLA giver en smooth køreoplevelse på el, og i testen opnår jeg 56 km rækkevidde ved blandet kørsel.

Er strømmen brugt er det benzinmotoren, der driver værket, og her kører jeg 14 km/l i testen. Køreoplevelsen er lidt mere blandet, og især ved bykørsel savner jeg et mere raffineret drivværk.

Det får du ved højere fart på motorvej, hvor motoren finder sig til rette. Her føles det faktisk som at køre en bil i en langt større klasse, og man glemmer lidt, at det er den mindste SUV fra Mercedes-Benz, du kører i.

På motorvej føles GLA som en langt større bil, end den reelt er.

Rig mulighed for ekstraudstyr

Testbilen er godt pakket med udstyr. Det gør den virkelig lækker og øger luksusfornemmelsen, men det koster også.

Prisen starter fra 514.892 kr. og fordi man kan smide så meget udstyr i selv en lille SUV hos Mercedes-Benz, står testbilen til heftige 727.607 kr. Her har den så også fået alt, hvad den kan trække – bl.a. panorama glassoltag, head-up display og en fed AMG styling.

Ambientebelysning er med til at løfte kabineindtrykket.

Specifikationer Mercedes-Benz GLA 250e

Foto: Thomas Saks

Exit mobile version