Et facelift styrker Tucson, hvor særligt kabinen har fået en overhaling. Jeg tester mild hybrid varianten Advanced med 160 hk og automatgear.
Rabat på afgift driver salget
For få år siden var der rift om mellemklasse SUV’er som Tucson med masser af plads, udstyr og en stærk plug-in hybrid drivlinje med firehjulstræk.
Med en klækkelig afgiftsrabat var netop plug-in hybrider de mest attraktive i modelprogrammet.
Om de med deres semi-elektriske drivlinje var ”grønne” eller ej, var der mange holdninger til, men når der er rabat på afgiften, driver det salget, og bilerne havde masser at byde på.
Sådan var det dengang. Nu er verden en anden. Plug-in hybrid rabatten er stort set udfaset. Den sidste luns ryger i 2025.
De fuldelektriske modeller er mere attraktive hvis man ser på prisen, da den største afgiftsrabat nu ligger her.
Det har stort set fjernet efterspørgslen på plug-in hybrider. Og priserne på almindelige benzin- og dieselvarianter ser pludselig også dyre ud sammenlignet med prisstærke elektriske alternativer.
Det er den virkelighed, som den faceliftede Hyundai Tucson med mild hybrid benzinmotor befinder sig i.
Til dem, der ikke er klar til elbil
Der er fortsat kunder, som ikke er klar til elmotor, batteri og kabel, og det er her, Tucson mild hybrid skal finde sine kunder. Her er der konkurrenter som Toyota Corolla Cross, Kia Sportage og Nissan Qashqai.
Faceliftet indebærer få kosmetiske ændringer på det udvendige design, mens kabinen har fået den store tur. Samtidig er der skruet op for udstyret.
Det virker som en rigtig prioritering. Designet har fra fødslen været skarpt og moderne og virker her i 2024 på ingen måde forældet.
Nyt interiør
Interiøret er opdateret med to store, sammenhængende skærme inspireret af IONIQ 5 N med digitalt cockpit og 12” infotainment touchskærm. Ud over at se godt ud, er det også velfungerende.
Softwaren er opdateret og giver en nem og intuitiv betjening af skærmen. Det er nemt at finde rundt i, men der er også langt ned i menuerne nå visse funktioner skal tilgås – fx alarm for hastighed.
Apple CarPlay / Android Auto kan nu tilsluttes uden kabel, hvilket har været en udfordring for Hyundai gennem længere tid grundet noget licensbøvl.
Et opgraderet head-up display samt digital nøgle, som er på smartphone, fås nu også til Tucson.
Som sædvanlig er kabinen velindrettet med fine pladsforhold og gode aflægningsmuligheder. Bagsæderyglænet kan justeres i hældningen, og sammen med klimaanlæg og friskluftdyser giver det en fin komfort.
Motorprogram
Jeg tester Tucson med mild hybrid benzinmotor. Motoren har 160 heste og leger sammen med en DCT 7-trins automatgearkasse.
Det virker som et harmonisk ægteskab, hvor igangsætning foregår nogenlunde smooth – altså ikke elbilsagtig smooth – men som det nu er i en fossildrevet bil.
Støjniveauet er tilpas lavt og brændstofforbruget fornuftigt. Jeg kører bilen under flere forskellige forhold, og ved landevejskørsel kan jeg med lidt god vilje ramme 17-18 km/l.
På motorvej er vi tættere på 14 km/l og det samme gør sig gældende ved bykørsel. På papiret er det officielle tal 15,9 km/l ved blandet kørsel.
Tucson fås også med almindelig benzinmotor – ligeledes med 160 hk – der udelukkende kommer med 6-trins manuelt gear.
Til sammenligning har plug-in hybrid varianten firehjulstræk og 265 hk.
Pris fra 324.995 kr.
Du kan vælge tre udstyrsvarianter – Pure, Essential og Advanced – hvor indstigningsmodellen koster fra 324.995 kr.
Den er pænt udstyret med bl.a. bakkamera, fartpilot, LED forlygter, P-sensor for og bag, aktiv vognbaneassistent, automatisk nødbremse med drejefunktion og Lane following assist.
Mellemtrinnet Essential fås fra 364.995 – ligeledes med benzinmotor – med 2-zonet klimaanlæg, trådløs opladning til mobiltelefon, varme i forsæder og rat, aktiv blindspot, 2-vejs elektrisk lændestøtte ved fører- og passagersæde.
Den virker som et godt valg, og vælger du den som mild hybrid er prisen 399.995 kr.
Topvarianten Advanced, som jeg tester, har 3-zonet klimaanlæg, dellæder, el betjent bagklap, LED-forlygter med matrix fjernlysassistent. Den koster fra 384.995 kr. og 424.995 kr. i versionen, som jeg tester.
Merprisen for mild hybrid omfatter bl.a. automatgear, der er standard i de varianter.
En frapris på 324.995 kr. virker ikke afskrækkende, men det udstyrsniveau, som vil tjene de fleste bedst – samt automatgear – betyder, at du er tættere på 400.000 kr.
Det er umiddelbart en høj sum penge for en mellemklasse SUV, men det er prisen, når man ikke vil køre el endnu.
Til den målgruppe er Tucson med opgraderingen en glimrende bil med fine køreegenskaber og pænt med udstyr.
PHEV-varianten (gammel model) med Advanced udstyr koster 373.495 kr. med kampagnepris, så den er værd at overveje.
Specifikationer – Hyundai Tucson Advanced 1.6 T-GDi 48V 160 hk
- Motor: Benzin mild hybrid (48v) med forhjulstræk
- Ydelse: 160 hk
- Moment: 265 Nm
- Gearkasse: 7-trins DCT automatgearkasse
- Topfart: 192 km/t
- Forbrug: 15,9 km/l (WLTP) ved blandet kørsel
- Vægt: 1.724 kg
- Garanti: 5 år
- Dimensioner: 4.510 mm længde x 1.865 mm bredde x 1.650-1.653 mm højde
- Bagagerum: 620 liter
- Pris: Fra 324.995 kr. (testbilen koster 424.995 kr.)
Foto: Thomas Saks
facelifthyundai tucsonmild hybrid