Site icon Carlife365

Test: Porsche Taycan Turbo

Porsche Taycan Turbo

Porsche Taycan Turbo

Det er svært ikke at elske en elbil, når du sætter dig bag rattet i Porsche Taycan. En opgradering løfter den i forvejen gennemførte bil til nye højder.

Kan det overhovedet gøres bedre? Det stiller jeg skarpt på i denne test.

Klassisk smuk

Elbiler er stadig en forholdsvis ny art, men hvis man allerede nu skulle spå om kommende klassikere, er Porsche Taycan et godt bud.

Designet oser af Porsche og alt det, vi forbinder med passionen for mærket og det tyske ophav i Stuttgart – tilsat en god portion moderne elbilteknologi.

Med opgraderingen i 2024 er der rent visuelt ikke sket det store med designet fra 2019, og det er kun godt i min optik.

For- og baglygter er frisket op med nyt design og Porsches karakteristiske firepunktsgrafik, som også ses på bl.a. Macan.

Bagpå er der kommet lys i Porsche-inskriptionen i baglygtestriben.

Porsche Taycan deler platform med Audi e-tron GT – en avanceret sag med 800V teknologi – og de to biler har en del tilfælles. Platformen har ligeledes fået et løft i 2024 – det kommer jeg tilbage til.

Taycan adskiller sig ved at være en tand mere sportslig og rå.

Lynhurtig raket

Jeg kører i Taycan Turbo, som er insane hurtig. Den har 707 hk og med launch kontrol har du hele 884 hk (890 Nm), som skyder bilen afsted som en raket med 0-100 km/t på sølle 2,7 sekunder.

Du trykkes helt tilbage i sædet, og du kan på skærmen se, hvor mange G-kræfter, du udsættes for. Det killer i maven på den fede måde.

De mange hestekræfter, der skal tøjles, klarer Taycan med et eminent godt vejgreb fra firehjulstrækket.

På en halvkold men solrig efterårsdag, hvor jeg tester bilen, bliver jeg bevidst om, at andre faktorer også at spille ind, når der er så mange kræfter på spil.

Eksempelvis dæk og dækkenes temperatur – som man ellers normalt forbinder med noget, der fylder i pitten på race track.

Her er launch control klart i set es, når jeg har kørt et stykke tid, og dækkene er varme.

0-100 km/t på 2,7 sekunder med launch control – så hurtig er Taycan Turbo.

Taycan er også til langturen

Taycan er en sportsvogn med brugbart bagsæde og et hæderligt bagagerum på 366 liter + 84 liter foran, så den kan mere end det vanedannende adrenalinsus.

Taycan er en sportsvogn med brugbart bagsæde og bagagerum.

Alle modeller har adaptiv luftundervogn som standard, og når du stiger ind og ud, løfter bilen sig, så du får lidt lettere ved gøre det med stil.

Luftundervognen har flere fordele – bl.a. er komforten ret fin, når du bare kører stille og roligt på motorvej. Der er fire forskellige drive modes, som understøtter din dagsform og humør – herunder også “range” til den lange tur.

Med fæstepunkter forberedt på taget til tagbøjler tænker jeg, at jeg sagtens kunne køre på skiferie i bilen. Hvorfor ikke ankomme til sit chalet i Schweiz med stil?

Så skulle man have en fluffy heldragt på, knælange strømper i vinterstøvlerne, en tophue med kvast og daggamle skægstubbe – og bare være sådan lidt excentrisk mens man står og tager skiene ned fra taget på Porschen.

Taycan på langtur er ikke nogen skidt tanke. Platformen lader lynhurtigt, og med opgraderingen er der skruet yderligere op.

På 800-volts ladestationer kan du lynlade top til 320 kW. Det er 50 kW mere end tidligere. Du kan dermed lade fra 10-80 % på kun 18 minutter. Sådan skal det være!

Rækkevidden er op til 678 km (WLTP) på en fuld opladning i Taycan, hvilket er en forbedring på 175 km sammenlignet med forgængeren. I Taycan Turbo, som jeg kører, er rækkevidden op til 630 km.

Det skyldes bl.a. et mere effektivt batteri og bedre rekuperation, men batteriet er også vokset fra 93 kWh til 105 kWh (brutto).

Dertil er varmepumpen, som er standard på alle modeller, forbedret, og det dulmer alt sammen en potentiel rækkeviddeangst.

Trods det større batteri er vægten reduceret med 15 kg. Ren trylleri.

Forbruget i Taycan i hverdagen? Det fylder på en måde ikke rigtigt noget i sådan en type bil. Det er ikke main focus, for det handler om fun – og batteriet er i øvrigt kæmpe stort – OG så lader den pokkers hurtigt. Så intet problem der.

Mere standardudstyr

I den intime kabine svøbt i læder kan du glæde dig over, at opgraderingen har kastet mere udstyr af sig.

Som standard får du Ambiente-belysning, ParkAssist med bakkamera, elektrisk foldbare sidespejle og trådløs opladning til mobilen.

Infotainmentsystemet er opdateret og Apple CarPlay er blevet endnu mere integreret grafisk og funktionelt.

In-Car Video-funktion gør det muligt at streame film og videoindhold på central- og passagerdisplayet. Føreren kan ikke se passagerdisplayet.

En Porsche til under 1 million

Opgraderingen gælder alle tre varianter – Taycan, Taycan Sport Turismo og Taycan Cross Turismo.

De fås med fire forskellige drivlinjer med baghjuls- eller firehjulstræk. Den hurtigste er Taycan Turbo S med op til 952, som kan accelerere fra 0-100 km/t på blot 2,4 sekunder. Crazy!

Taycan Turbo, som jeg tester, koster fra 1.879.900 kr.

Startmodellen, der bare hedder Taycan, fås til lige under en million kroner, og alt andet lige er det vel egentligt billigt for en Porsche.

Taycan er en fantastisk elbil og klart den mest sportslige og velkørende på markedet.

Den tidligere nævnte Audi e-tron GT og den nye Lotus Emeya er konkurrenter med lignede egenskaber – dog uden helt at naile den med samme ånd som i Taycan.

Specifikationer – Porsche Taycan Turbo

Foto: Thomas Saks

Exit mobile version