fbpx
 
Categories Biltest

Test: Volkswagen ID.7 GTX Tourer

Posted on
Test: Volkswagen ID.7 GTX Tourer

Er GTX rent faktisk betegnelsen for en GTI i den elektriske ID.-modelserie? Ikke helt. Det understreger Volkswagen ved præsentationen af en række nye GTX-modeller. Men hvad er det så? Det stiller jeg skarpt på i denne test af ID.7 GTX Tourer, som overrasker mig på et uventet punkt.

GTX = topmodel

Vi har kendt til GTX i et stykke tid som en sportslig variant i modelprogrammet på ID.4 og ID.5. Her vælger hver femte kunde GTX.

Nu giver Volkswagen den ekstra gas og lancerer ID.3, ID.7 (inkl. Tourer) og ID. Buzz som GTX’ere.

Jeg kører i VW ID.7 GTX Tourer og det første, der afslører, at det ikke er en GTI, er fraværet af det ternede sædebetræk. Ingen GTI uden det.

Spørger du Volkswagen siger de, at den første ægte elektriske GTI kommer i forbindelse med lanceringen af den lille ID.2. Den venter vi så på lidt endnu.

GTX skal ses som noget andet. Det er en i bund og grund en topmodel, hvor der er tilføjet en sportslig undertone mere flere hestekræfter og anderledes styling. That’s it.

340 hk og firehjulstræk

For ID.7 GTX Tourer betyder det, at du får en rummelig stationcar med 340 hk og firehjulstræk. Den opleves ganske sportslig i hele sit væsen – men på den underspillede måde.

Stylingsmæssigt er der en lidt anderledes frontkofanger med bikubeformet mønster i højglanssort og GTX-lysgrafik – herunder et oplyst VW-emblem.

GTX-stylingen er stille og diskret – ingen råberi her.

Der er sorte elementer en højglansfinish på sideskørterne, sidespejlene, taglinjen og det nederste område af bagkofangeren.

Dertil står den på 20” sportslige letmetalfælge.

I kabinen er der specielle sportssæder foran og røde syninger her og der. Alt sammen meget festligt – men ingen ternede sæder.

De røde detaljer signalerer sport. Sæderne er formidable at sidde i, og massagen er rent faktisk noget værd.

Du får til gengæld lækkerier i form af lyddæmpende for- og sideruder, forsæder med klima- og 14-punkts massagefunktion, sædevarme på bagsædets yderpladser og et potent Harmann Kardon-lydsystem. Det vil jeg gerne bede om.

Fin balance mellem sport og komfort

Køremæssigt er der strammet lidt op på det hele – lige fra styretøj til adaptiv undervogn. Det gør køreoplevensen lidt mere dynamisk uden komforten ryger helt ud.

At Volkswagen ikke har stretchet den helt derud, hvor bilen bliver uudholdelig i dagligdagen, er helt bevidst og rigtigt set.

Vælger man ID.7 GTX Tourer vil man gerne vise en lidt mere sportslig attitude – men i bund og grund er det den praktiske familiebil, man har brug for. Ellers havde man valgt en rigtig sportsvogn.

Der er oceaner af plads ved bagsædet og fin komfort med sædevarme og friskluftdyser.

ID.7 GTX Tourer fornægter ikke det, den er: En praktisk og rummelig stationcar med plads til 605 liter i bagagerummet.

Bagagerummet er stort og regulært. 605 liter er der plads til.

I den kraftige GTX-variant må den endda trække hele 1.400 kg på krogen. Det er den højeste vægt i ID.7 modelprogrammet.

ID.7 GTX Tourer har et pænt stort batteri på 86 kWh, der giver en rækkevidde op til 576 km (WLTP). Mit forbrug i testen ligger og svinger mellem 17-21 kWh / 100 km afhængig af min kørestil. Det sker en efterårsdag med 10 graders varme.

Er du på farten kan du lynlade med op til 200 kW. Det er guf for firmabilisten eller dem, der ofte kører længere ture. Almindelig AC opladning sker med op til 11 kW.

Hvad? Softwaren spiller jo!

Udover at bilen kører godt, er nogenlunde hurtig (0-100 km/t tager 5,4 sekunder), er rummelig, har lang rækkevidde, lader hurtigt og er pænt stylet og udstyret, er der en anden ting, som jeg bemærker i min test.

Volkswagen har tidligere fået på puklen over deres software, som ikke har fungeret optimalt. Den tid er ovre.

Jeg er imponeret over, hvor godt softwaren spiller i VW ID.7 GTX Tourer. Her er nogle eksempler.

Den store touchskærm har en lækker grafik, er nem at finde rundt i OG reagerer med det samme, når du vælger en funktion. Det er slut med den hakkede og langsomme oplevelse. No more lagging.

Endelig! Software der bare spiller i Volkswagen.

En anden ting er den adaptive fartpilot, som er blevet intet mindre end spitzenklasse.

Jeg kører i testen på en strækning, hvor motorvej bliver til landevej, og hvor hastigheden skifter konstant pga. nye fartbegrænsninger på udvalgte strækninger og vejarbejde.

Man skal altså holde tungen lige i munden i zoner der skifter mellem 110 til 90, 80, 70, 60 og 50.

Det er her, den adaptive fartpilot viser sit værd. Den læser samtlige skilte korrekt, og indstiller automatisk farten derefter.

Og for det ikke skal være nok, så registrerer den selv, at jeg på landevejen nærmer mig en rundkørsel, hvor bilen selv tager farten af og bringer mig sikker gennem rundkørslen.

Det hele foregår med den adaptive fartpilot tændt. Jeg behøver ikke selv at bremse ned, for at komme kontrolleret gennem rundkørslen. Det klarer bilen – og softwaren for mig.

Det er første gang, jeg nogensinde har oplevet dette virke i en rundkørsel – altså sådan for real.

Mange andre hævder, at de kan det samme, men jeg har aldrig set det virke så overbevisende, hvor jeg ikke har været nødt til lige at bremse lidt ned og gasse op igen efter exit fra rundkørslen.

Her må jeg bare sige til Volkswagen: Bravo! Her viser I lige alle de andre, hvordan det skal gøres.

VW ID.7 GTX Tourer er næsten 5 meter lang.

Pris og konkurrenter

Hvis du føler dig fristet af VW ID.7 GTX Tourer, kan den blive din for 586.995 kr. eller som firmabil med en beskatning fra 549.995 kr.

Nærmeste konkurrenter er i premium segmentet – nemlig BMW i5 Touring eller Audi A6 e-tron Avant – som begge står til højere priser.

Specifikationer – VW ID.7 GTX Tourer

  • Motor: To elmotorer – firehjulstræk
  • Ydelse: 340 hk
  • Acceleration 0-100 km/t: 5,4 sekunder
  • Batteri: 86 kWh
  • Opladning AC/DC: 11 kW / 200 kW
  • Rækkevidde: 576 km (WLTP)
  • Træk: 1.400 kg.
  • Pris: Fra 586.995 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet