fbpx
 
Categories Branchenyt - vi elsker biler

Et kig ind i fremtidens virtuelle showroom

Posted on
Et kig ind i fremtidens virtuelle showroom

Forestil dig, at du i fremtiden kan tage et par briller med indbygget virtual reality på, og se hvordan din drømmebil ser ud i forskellige farver, med forskellige fælge og andet styling. Det lyder smart, for når du anskaffer ny bil i dag, er der masser af valgmuligheder, så du kan tilpasse bilen, præcis som du vil have den. Det er umuligt for en bilforhandler at have samtlige kombinationsmuligheder stående, så virtual reality virker oplagt på netop dette område.

I virkeligheden er denne fremtid slet ikke langt væk. Vi ser bl.a. tiltag fra Volvo, hvor de med Hololens fra Microsoft eksperimenter med netop det virtuelle showroom, så du kan se de forskellige modeller og konfigurere på livet løs. Du kan også se hvordan bilen er bygget og forstå hvordan den fungerer med sensorer og andet elektronik.

Carshopping på strøget

Dette er et fantastisk eksempel på, hvordan ny teknologi skaber nye muligheder for os som forbrugere. Og hvordan vi i fremtiden kan tage beslutninger på et mere oplyst grundlag. Perspektiverne er interessante. Vil det også betyde, at du i fremtiden kan gå ind i en butik på strøget en lørdag formiddag, og se modeller fra flere forskellige mærker, som du går og har i tankerne? Det kan potentielt give helt nye måder at anskaffe bil på og vende op og ned på den måde, vi gør i dag.

Slut med modeller i ler

For bilproducenterne rummer virtuel reality også mange muligheder i selve udviklingen af nye modeller. Vi har tit set billeder fra bilproducenternes udviklingsafdelinger, hvor de laver en ny model i ler for at få en fornemmelse af bilens fremtoning og sjæl. Nu kan de tage et par Hololens på og se bilen løbende i skabelsesprocessen. En lille ændring i designet kan synliggøres på en hurtig og agil måde. Det må alt andet lige nedbringe bilproducenternes omkostninger til udvikling af nye biler og forkorte tiden, som bruges i udviklingsfasen.

Virtual reality på samlebåndet

Når bilen er klar til produktion, kan Hololens igen bruges til medarbejderne på fabrikkerne i forhold til at optimere produktionsflow og se detaljer og data fra samlebåndet. Jeg har selv prøvet et par Hololens i lige præcis dette brugsscenarie, og det rummer potentiale for alle produktionsvirksomheder. Jeg hører om mange, som allerede er i fuld gang med at eksperimentere med bl.a. Hololens. Virtual reality giver muligheder for utallige brancher.

Se mere om Volvos virtuelle showroom i videoen

Foto: Microsoft / Volvo

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet