fbpx
 
Categories Biltest

Test: Seat Tarraco 2.0 TDI Xcellence

Posted on
Test: Seat Tarraco 2.0 TDI Xcellence

Tarraco er SEATs tredje SUV, og den markerer mærkets indtræden på markedet for store SUV’er med valget mellem fem eller syv sæder. Carlife365 har testkørt topmodellen med 190-hestes dieselmotor, firehjulstræk og 7 sæder i den høje udstyrsversion Xcellence.

SUV bølgen er nået til SEAT

Tarraco er med sin længde på 4735 mm kronen på værket i SEATs SUV modelprogram, hvor den lille Arona (kåret som årets bil i Danmark i 2018) og den mellemstore Ateca har været på markedet et stykke tid. Kigger du på salgstallene, er hverken Arona eller Ateca højt placeret. Arona sælger bedst og er i årets fire første måneder solgt i 456 eksemplarer. Ateca ligger ca. på det halve niveau og i skrivende stund er der lavet slutseddel på 67 eksemplarer af Tarraco, som altså først lige er kommet på markedet.

Efter at have prøvekørt både Ateca og nu Tarraco, undrer det mig egentligt lidt, at salgstallene ikke er højere.

SEAT TARRACO har i denne version plads til 7 personer.

Designet i Barcelona – bygget i Wolfsburg

Tarraco er designet og udviklet på SEATs faciliteter i Martorell (Barcelona) og produceret i Wolfsburg (Tyskland). Former, funktioner og finesse er på vanligt højt niveau, som vi kender det fra Volkswagens samlebånd i Wolfsburg.

Dermed har ”kollegerne” på SEATs faciliteter i Martorell kunne koncentrere sig om at skabe et udtryk, som gør, at Tarraco står med en mere selvstændig og sportslig profil. Her er det særligt fronten, som er mere skarp end ansigterne på fætter Skoda Kodiaq og kusine VW Tiguan Allspace. Den minder mig på en måde lidt om fronten på en DS7. Bagenden leder dog mere tankerne hen mod Tiguan Allspace, så du er ikke i tvivl om slægtskabet. Kigger du efter i sømmene, finder du VW-logoer her og der og allevegne.

Designmæssigt er fronten skarp og vellykket. Den ser endda bedre ud i virkeligheden end på billeder.

Tarracos design både ude og inde er gennemført og skarpt. Bilen har et markant SUV-udtryk og detaljer som flotte letmetalfælge og kromlister skaber et strejf af eksklusivitet. Indvendig virker stilen stram og gennemført. De sorte træagtige paneler virker cool. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at SEAT havde kælet lidt mere for rattet.

Kvalitet på VW niveau

At Tarraco er bygget i Wolfsburg kan både mærkes og ses. Kvaliteten er på et højt niveau og alt klikker og smækker, som kun tyskerne kan mestre. Det er egentlig kun ”flybordene” ved bagsæderne, som virker lidt slaskede, og jeg vil tænke mig en ekstra gang om, inden jeg placerer en kop varm kaffe i bordets kopholder.

Flyagtig stemning ved det miderste bagsæde. Der er USB lademulighed og varme i sædet.

Interiøret har SEATs 10.25” Digital Cockpit samt 8” HMI-skærm. De virker godt og er nemme at betjene. De digitale displays er mere moderne i sit design, end hvad vi er vant til fra VW og Skoda. På en måde minder de digitale displays mig lidt om det, som du ser i en Alfa Romeo.

Skærme og knapper fungerer godt og betjeningen er intuitiv.

Masser af køreglæde

Sæderne, som der er mange af i denne 7-personers Tarraco, er til den faste side. Men du sidder godt – også på længere ture. Der er klart bedst komfort til 5 personer. Den sidste sæderække med 2 pladser egner sig bedst til børn op til 7-10-årsalderen. Heldigvis kan det midterste bagsæde skydes frem og tilbage, så der er mulighed for at justere benpladsen på 3. sæderække. Der er i øvrigt varme i sæderne på det midterste bagsæde og bagsædepassagerer har gode opladningsmuligheder med USB-stik.

Selv med en solstråle på 3. sæderække, bliver det med mine 187 cm for presset at komme derom. Til børn går det an. Det er testet med et par 7-10 årige, og de synes det er sjovt, at sidde på bagerste række.

Ved førerpladsen hæfter jeg mig ved, at jeg har bedre armstøtte end i VW Tiguan. Med mine 187 cm sidder jeg rigtig godt bag rattet.

Du finder i det hele taget masser af køreglæde i SEAT Tarraco. Både ved by-, landevejs- og motorvejskørsel. I testugen blæste det enkelte dage en del, og jeg må sige, at Tarraco er meget stabil og meget lidt følsom mod sidevind. Selv over broer i kraftig vind ligger Tarraco tillidsfuldt og stabilt på vejen.

Dieselmotoren med 190 hk passer fint til bilens størrelse. 7-trins DSG-gearet virker harmonisk afstemt til de indstillingsmuligheder, som du kan vælge i SEAT drive profil. Her kan du fx indstille den til ”offroad” eller ”eco”.

“Offroad” er lidt wannabe i en bil af denne type. I testugen gik turen bl.a. til Fanø, hvor der er mulighed for strandkørsel. Men jeg synes ikke, at Tarraco lægger ikke op til, at du tæsker den gennem store sandbunker og halvdybe vandhuller.

Bilens permanente firehjulstræk giver dog et godt vejgreb og kombineret med et velafstemt styretøj, er køreoplevelsen i Tarraco til den sportslige side.

Den sportslige stil går dog ikke ud over komforten, som der er masser af i Tarraco. Det kan vi bl.a. takke de mange assistentsystemer for, som gør køreturen mere komfortabel og sikker. Velkendte systemer som vognbaneassistent og Front Assist er standard. Du kan tilkøbe systemer som trafikskiltegenkendelse, hvilket er svær at undvære, når du først har vænnet dig til det.

Højt teknisk niveau

Tarraco er baseret på den nyeste teknologi fra Volkswagen Group og MQB-A-platformen med lang akselafstand. Alle motorer har direkte indsprøjtning, turbo og start-stop-teknologi og yder mellem 150 og 190 hk. Vil du have flere hk, skal du vælge en Tiguan Allspace eller en Kodiaq, hvor du kan få op til 240 hk.

Tarraco findes i to benzinudgaver. En firecylindret 1.5 TSI 150 hk med sekstrins manuel gearkasse og forhjulstræk og en 2.0 190 hk med syvtrins DSG-automatgear og firehjulstræk.

Der er to dieseludgaver – begge 2.0 TDI – som yder henholdsvis 150 og 190 hk. De kraftigere motorer kommer kun med firehjulstræk/syvtrins DGS-automatgear.

Hvorfor vælge Tarraco fremfor VW Tiguan Allspace eller Skoda Kodiaq

  • Der kører efterhånden rigtig mange VW Tiguan, så Tarraco skiller sig ud i mængden og står i det hele taget med et flottere design.
  • Højt standardudstyrsniveau – særligt i Xcellence udgaven.
  • Attraktiv pris – også på privatleasing.

Tarraco virker på flere punkter mere ungdommelig end Tiguan Allspace og Kodiaq – både i design og køreegenskaber. Og da den står med den skarpeste pris af de tre, og SEAT kan levere hurtigt, er Tarraco i min optik det mest oplagte valg. Merprisen for dieselmotoren med 190 hk frem for den mindre dieselmotor med 150 hk er minimal, så gå efter den store motor.

SEAT kører løbende attraktive kampagner og du kan også lease en Tarraco. Den prøvekørte model kan du få som privatleasing til 6.395 kr. pr. måned og 9.995 kr. i førstegangsydelse.

Lyset spiller på SEAT TARRACO. Designmæssigt ser for- og baglygtedesignet godt ud. Der er ikke lys i lygtebåndet mellem baglygterne. Som en sjov detalje, er velkomstlyset ved sidespejlet med TARRACO logo.

Xcellent udstyrsniveau

Tarraco har to udstyrsniveauer – Style og Xcellence. Den testede Tarraco er i højeste udstyrsniveau Xcellence.

Du får 700 liters bagagerum, når du ligger den tredje række ned. Med testbilen lånte Carlife365 en underholdende SEAT KICKSCOOTER (el løbehjul), som kan købes i SEATs webshop. En komplet mobilitetspakke med SEAT logo.

Læs mere om SEAT TARRACO her.

6 kommentarer

6 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet